Bodil Fogh og Knud Emil Pind's hjemmeside.
Bogen om Oustrupgaarde.

 

 

                    Indledende bemærkninger:

 Indholdet i oversigter og familieopstillinger har det med at forskyde sig på uhensigtsmæssig måde.
  Oversigterne , skemaerne i denne "sammenskrevne" udgave af bogen er derfor omdannet og indsat,
som "billeder" og kan læses af browsere, som ellers ikke kan vise hjemmesider med rammer. 
"Enkelside" udgaven egner sig fint udskrivning af bogen side for side, hvis det ønskes.

Bemærk: De oprindelige år og dato opgivelser er i nogen tilfælde rettet, så de stemmer med kirkebøgerne.

 

 

Oustrupgaards fæstere og ejere:

 

 Søren Jensen Bak flytter sin gård lidt længere mod nord til en bedre plads og bygger ny gård, som

kommer til at hedde "Oustruplund". Den gamle bliver revet ned.

Niels Jensen Pind deler jorden mellem hans tre sønner. Der bliver bygget to nye gårde til Jens og Knud.

Niels den yngste får den gamle gård. Efter nogle år gifter Jens sig med en enke og flytter til hendes gård.

Jens sælger sin nye gård til "Fremmede" og Niels køber den omgående tilbage, flytter ind i den og river

den gamle Oustrupgård ned. Nu har Knud og Niels begge

 en ny gård og Niels har dobbelt så meget

jord til sin gård.

2

Oustrupgaard.

Mand af dette navn lever i byen Farre 1) i Sporup Sogn 1486—99 samt 1530.

I året 1548 er navnet kendt fra Sorring 2), Dallerup Sogn, og er da navn på Herredsfogden i Gjern Herred. Syv år efter bærer Herredsfogden over nævnte Herred fremdeles navnet Anders Bonde, men navnet er da knyttet til Oustrupgaard 3), der på den tid var en stor saakaldt "Enstedgaard" (udenfor fællesdrift) i Røgen Sogn.

Ved at sammenholde, hvad der er meddelt i Gjern Herreds Tingbog 1680 8/5 og 1681 0/4 med Oplysninger fra Rep. Dipl. o. fl. St., bliver det muligt at finde forbindelse mellem den fra Sorring kendte, rige selvejers1ægt Bonde (Bunde, Bundissen) og Anders Bonde i Oustrupgaard.

Den tidligst kendte af slægten tør antages at være Jes Bundissen, der i tiden før og efter 1475 ejer jord i Sorring og omegn, og der er næppe grund til tvivl om, at det er denne mand, hvis navn fejlagtig anføres som Jes Lundissen 4), der 1482 er tingholder (Herredsfoged) og boende i Sorring, thi 1486 nævnes Jes Bondssen i Sorring og Anders Bonde i Farre.

Når Tingbøgerne for 1680—81 kan give oplysning om mænd og begivenheder fra en Tid, der ligger et par hundrede år forud, da skyldes dette to gamle retsafgørelser — såkaldte tingsvidner fra 1525 og 1544, som endnu på ovennævnte tidspunkt er i slægten Bondes eje, og som da af en efterkommer i 6te led efter Jes Bundissen fremlægges på Herredstinget. Samme mand havde allerede i år 1680 ladet 1æse "en gl. Bref udsted på Viborig Landsting" 1582. Også dette brev giver gode oplysninger om slægten og findes indført i Gjern Herreds Tingbog 1680 8/5•

De først omtalte to gamle aktstykker med navne på mange af Egnens "lovfaste" mænd skildrer især forløbet af to såkaldte "Sandemandstog", hvis opgave det var at finde gamle skel mellem Sorring, Volstrup

1) Hübertz: Actst. I, 55; Æ. d. Ark. II, 49 og 62; Fr. I. Regstr.

2) Erslev-Mollerup:D.Kanc.Reg.1548 24/1

3) Kanc. Br. 1566 3/1

4) Rep. Dipi. 1482 13/7

3

og Bjarup Marker, samt ved sten eller "grimede" træer at afmærke det rette markskel.Tingsvidnet af 1525 er "esket" af en hæder1ig DanneSvend, som var Laurits Segersen i Sorring, og vidnet af 1544 af Anders Bonde i Sorring. Det er i begge tilfælde mænd af slægten Bonde, der søger retsgyldigt værn om deres ejendom, og som til gavn og glæde for efterslægten gemmer og værner de to erhvervede aktstykker.

Vel er hvervet som Herredsfoged efter gl. Jes Bundissens afgang gledet over til mænd fra Hammel, men navne på medlemmer af Bonde-slægten træffes ofte nævnt i sager af retslig art i den efterfølgende tid, og trods brødreparret Jens og Laurids Sejersens ofte noget hårdhændede hævden af formentlig ret til arvet eller købt jord og gods og trods et inden for slægten forefaldet drab, synes dog dennes magt og anseelse bevaret, idet den sidst nævnte Anders Bonde i Sorring i året 1548 er Herredsfoged i Gjern Herred.

Nævnte Jens Sejersen er- med rette eller urette - kommet i besiddelse af en gård i Hammel samt af "Bratzengaard" i Farre og et møllested kaldt "Tiierbeck", hvor han efter kgl. tilladelse får lov til at opføre en mølle.

Ved siden af sit landbrug og mølleri synes Jens Sejersen at have været optaget af handel, og muligvis er han den "Jens Segersen", der 1538 mod betaling af 3 Mark erhverver Borgerskab i Aarhus1), ganske vist på den betingelse, at han skal flytte til byen, hvilket dog næppe er sket, da han ved sin Død 1544 er bosiddende i Farre.

Af de oplysninger, der forefindes om Jens Sejersen og broder, fremgår, at de ikke alene var handlekraftige, men ogsaa stridbare naturer, der ofte er indviklede i retstrætter. Jens Sejersen, som i 1533 er bosiddende i Farre, er således indstævnet til Herredstinget 1535, og 1538 stævnes han i anledning af, at han har givet Jens Bager i Aarhus Skøde på ejendom, som Rasmus Ibsen i Balle (vist i Hids H.) mente

H

ubertz: Actst. o. Aarh. I, 242.

4

Oustrupgaard.

sig arveberettiget til 1). Året efter stævnes begge brødre "for øxen, see och korn, som de toge fra hende Beritte Huasdatter den Tid, da de (man?) havde slaget hendes husbond ihjel" 2), og i samme år gør Jens Lassen i Hammel krav på at have ejendomsret til den tidligere omtalte gård i Hammel, og Jens Sejersen stævnes til at møde i Viborg. Med sagens afgørelse må det være trukket i langdrag, thi så sent som i året 1544 modtager Jens Sejersen igen Stævning til at møde i samme sag; men med striden er det for Jens Sejersens vedkommende snart slut, thi inden årets udgang bliver han dræbt af avindsmænd 3).

Efter drabet sidder hans enke, Anne Brodsdatter, med sin børneflok en tid ved gården Bratzengaard i Farre; men 1546 udtales i en landstingskendelse, at hendes og børnenes ret til gården var "tuiffuelafftig", og under medvirken af Laurids Sejersen af Sorring og Poul Brod af Aarhus sluttes et mindeligt forlig mellem Jens Sejersens arvinger og Jens Hasse i Resendal (Hids H.), som paa egne og fleres vegne gør krav paa gården. Ved forliget bestemmes, at enken skal afstå gården til de sidst nævnte, som til gengæld skal overlade hende et "byggested" (byggeplads) i Farre samt udbetale "300 Mark danske god mynte" til hende og børnene.

Under det opgør, der finder sted efter Jens Sejersens død, gør flere af hans skylnere forsøg på at unddrage sig gældsforpligtelser og stævnes da af Laurids Sejersen, der beskylder de indkaldte for at have afgivet "vrange louge" (vidnesbyrd), og ligeledes indstævnes Søren Skrædder i Lyngby for "en lough han gav, at han ikke i råd eller dåd var delagtig i Jens Sejersens død".

Hvorvidt et i året 1555 udgivet brev 4) har nogen forbindelse med omtalte drab eller med Bundeslægtens forudgående skæmydsler får lades ubesvaret.

1) Dan. Magz. III R., 6. Bd., 221.

2) S. St., III R., 6. Bd.,232.

3) S. St., IV R., 1. Bd., 157.

4) Kanc. Br.

5

brevet er et såkaldt kgl. beskærmelsebrev, der sikrer Chr. Bagge i Sorring beskyttelse mod "Lauris Seigers børn, slægt og venner". Slægtens stridslyst synes ikke stækket; den unge slægt følger i fædrenes spor. Måske er det førerskabet inden for by eller sogn det gælder, thi også Chr. Bagge er selvejer og har alt tidligere været iblandet stridigheder af retslig art; og hvis det holder stik, hvad foran er fremsat, at herredsfogden Anders Bonde er "Laurids Seigers" søn, ligger det nær, at sætte hans boligskifte fra Sorring til Oustrupgaard i forbindelse med ovennævnte strid; den unge slægtsstolte herredsfoged ønsker ikke at have den af Kongen beskyttede Chr. Bagge til byfælle og foretrækker derfor at flytte til nabosognet.

Det tidspunkt er hermed nået, da foreliggende arbejdes opgave indskrænkes til kun at omfatte Oustrupgaard og de personer og slægter, der har forbindelse med denne gård. Men forinden skildringen fortsættes, undlader forfatteren ikke her at nævne de støttepunkter og de ud fra disse dragne slutninger, der formentlig giver berettigelse til at drage forbindelseslinien mellem Anders Bonde i Oustrupgaard og den gamle slægt i Sorring. Det er en efterkommer af Anders Bonde, der 1680-81 ejer og fremlægger de omtalte to gamle Tingsvidner af 1525 og 1544, hvori Retten til Bunde-slægtens ejendom værnes 1). Desuden fremlægger samme mand et gl. landstingsbrev af 1582, i hvilket en selvejergård m. m. i Sorring nævnes som tilhørende Anders Bonde i Oustrupgaard, og da landstingsbrev og tingsvidner synes at omhandle samme jord, skovstykker og markskel, ligger det nær at antage, at her er tale om gammel selvejendom, der fra Laurids Sejersen er gået i arv til sønnen Anders Bonde. At den tids penneførere ikke bruger samme form for navnet Bonde, giver næppe grund til overvejelser, og at den i 1544 omtalte Anders Bonde i Sorring er identisk med den 1548 omtalte herredsfoged af samme navn og i samme by, synes rimeligt. Lige så lidt er der vel grund til at

Gjern H. Tingb. 1680 8/5 og 1681 9/4.

6

Oustrupgaard.

tvivle om, at det er denne mand, der 1555 er boende i Oustrupgaard 1) og fremdeles nævnes som herredsfoged i Gjern Herred, og til yderligere støtte for, hvad her er anført om Anders Bonde’ afstamning, kan anføres, at hans to Sønner Laurids og Sejer bærer de fra Bunde-slægten kendte navne, og at de ved faderens død arver en selvejergård i Sorring samt skov i Bjarup og Volstrup o. m. m.

 

2. Anders Bonde og Oustrupgaard.

Det er kun lidt, der er at meddele om Oustrupgaard fra den tid, gårdens navn dukker frem af Middelalderens mørke; men da den allerede før År 1200 hørte under Aarhus Bispestol, har den sandsynligvis hele Middelalderen indtil Reformationen været gejstligt gods, hvorefter den som andet gejstligt gods inddrages under Kronen og bliver lagt under Silkeborg Len. Men efter et kort åremål må gården have skiftet lensmand, thi 1573 hører gården under Aarhusgaards Len, i hvis regnskaber dens afgift er angivet til 3 ørte rug, 3 ørte byg, 3 ørte havre, 1/2 Fdg. smør, 1 svin samt desuden 1 Fdg. smør af "Stadsgaard Engh", og her tilføjes: "tidligere under Silkeborg Len". Kort efter må gården atter have skiftet lensmand, thi 1580 er det lensmanden Claus Glambek i Skanderborg, der forestår skiftet efter herredsfoged Anders Bonde2) i Oustrupgaard.

Hvorvidt gården oprindelig har været "Enstedgaard" lader sig næppe oplyse, da dens oprindelse muligvis går tilbage til Vikingetiden eller i alt fald senest til tiden kort efter år 1000. Sandsynligt er det vel, at en enkelt mand (Bryde) sammen med en flok trælle har begyndt rydning af skov eller opdyrkning af hede et stykke fra hjemmebyen, og den gætning ligger da nær, at mandens navn bliver knyttet til navnet på den nye boplads.

Stedets beliggenhed langt fra sognebyen Røgen har

1) Kanc. Br. 1566 3/1.

2) Gjern H. Tgb. 1680 8/5.

7

 

 

 

8

Oustrupgaard.

 

sikkert bevirket, at den omliggende dyrkede jord kom til at ligge uden for byens fællesdrift, og ved et blik paa stedets terrainforhold falder man let paa den tanke, at den mand, der tidligst slog bo i Oustrup, valgte sig et Sted, der ikke alene kunde føde sin mand, men ogsaa et sted, hvor skovklædte bakker og højdedrag dannede værn mod barske storme fra nord og vest; ligesom også, stedets beliggenhed på et smalt højdedrag, som til tre sider og tæt op mod vaaningerne var omgivet af eng og kær, gjorde det forholdsvis let at værne sig mod fjender og ildgerningsmænd.

Når Anders Bonde i stedet for stillingen sorn selvejer i Sorring vælger at blive Kronens fæstebonde i Oustrupgaard, kan det vel synes lidt underligt, men tilfældet er i den tid langt fra enestående; mangen bonde afgiver sin selvejergård til Kronen mod ved såkaldt livsbrev at blive tilsikret brugsret til ejendommen, en ret, der ofte udstraktes til også at gælde det følgende slægtled. At fæstebondens stilling på dette tidspunkt var mere betrygget end selvejernes lader sig ikke bestride; i tilfælde af ildsvåde kunde han vente tilladelse til hugst af tømmer og muligvis skattelettelser, og var der tvist om markskel, eller var han truet paa liv og ejendom, var lensmanden hans lovlige værge.

Om Oustrupgaards bygninger, boligforhold og om det dyrkede areals størrelse kan der kun formodes, men med undtagelse af et større antal bygningsfag har gården i ydre henseende næppe adskilt sig fra egnens almindelige gårde; derimod tør det antages, at den store smørafgift har nødvendiggjort et forholdsvis stort kvæghold.

At der har været velstand i gården i Anders Bondes tid frerngår af skiftet efter hans død; men rigdom, anseelse og mulig huslig lykke til trods, har livet her i Anders Bondes tid næppe været fredelig idyl. Tiden var rig paa begivenheder: Ditmarskens indtagelse 1559, Syvårskrigen 1563—70, Lensforhold forandres, Klostre nedlægges (Øm 1561), Kirker nedbrydes (Jernit 1556), mange bønder bliver fæstere, Adelens magt er stigende, slotte bygges, bondejord

9

lægges under adelens gårde, og bøndernes byrder øges. I året 1573 må Anders Bonde efter kgl. befaling paa Herredstinget pålægge alle jordegne bønder (Selvejere), Kronbønder og andre, som tjener under Skanderborg Slot, herefter. årlig at gøre ægt og arbejde, så ofte lensmanden tilsagde dem, da de ellers vilde blive tiltalte efter Recessen. Vel var disse ydelser ikke nye pålæg men Frederik II’s mange "Bejser og Jagtudflugter" i egnen, hans byggearbejder på Skanderborg Slot og de lange afstande mellem slottet og byerne i Gjern Herred giorde ydelserne yderligt tyngende.

Med Hensyn til ydelser af ovenmevnte art er Anders Bonde blandt de heldigst stillede, idet han i Livsbrevet af 1565 er fritaget for at svare afgift, ægt og arbejde. Men også herredsfoged og herredsskriver er under loven: Tingbogen skal give tydelige oplysninger vedrørende de på tinget behandlede sager, og det indførte hver tingdag oplæses i vidners og parters påhør, før tinget sluttes. Dette m. m. skal efter kgl. befaling af 29/3 1578 oplæses på alle Herreds- og Birketing ud over landet. Kunne gamle Anders Bonde med ro i sjæl og sind oplæse indholdet af kongens brev? Var aldrig en tøddel af det skrevne blevet forandret efter tingets slutning? Ingen ved det. Ingen tingbøger fra hans eller nærmeste efterfølgeres tid er bevaret til nutiden; men ingen sorte pletter tør heftes til hans navn, og gentagne gange vides vigtige tillidshverv ham betroet. Da bønderne i Jeksen i året 1570 har klaget over for høj landgildeansættelse, udnævnes Anders Bonde m. fl. til at undersøge klagens berettigelse, og da de under Emborg hørende jorder skal deles og bortfæstes til to bønder, er Anders Bonde iblandt de mænd, der er udpeget til at afgive skriftlig vurdering og deling af nævnte jorder.

Da skifte efter Anders Bonde og Hustru Barbra Giødisdatter holdes i Skanderborg 20/9 1580, er hans død vel indtruffet i august s. å. Ved Skiftet møder følgende "Samfrænder" (Slægtninge): Anders Bund I. S . . . (?), Jens Grøn i H . . . ?), Jørgen Mogensen i Sal, Anders Mogensen i Farre, Jens Michelsen i

10

Skjoldelev, Anders Knudsen i Vengegaard, Søfren Lauridsen i Mollerup, Iffuer Lauridsen i Sorring, Rasmus Lauridsen ibd. og Mogens Andersen i Farre. — Her er ikke tale om deling af bohave, penge, klæder eller deslige, men kun om deling af "købt eller arvet jordegent gods" (Selvejergods), og som arveberettigede er nævnt to sønner og een datter, hvilken sidste efter da gældende lov arvede halv broderpart.

Sønnerne Laurids og Sejer arver en gård i Sorring, et stykke skov "kaldet Volling, sat for 2 Td. korn, som er 1 ørte rug og 1 ørte byg til bondskyld, dertil halv Volstrup skov og mark, som er beregnet for 2 ørte korn, een otting jord over Biarup skov og mark, dertil hvis (hvad) lod og part SI. Anders Bonde havde udi et Enemærke liggende inden Endrup (?) Markskjel, som kaldes Tyecke, beregnet for 1/2 Td. korn, en gård udi Røgen, som Peder Jensen og Peder Madsen udi bor, med al hendes rettighed inden Røgen Markskjel, beregnet for 1 pund korn.

Datteren Margrethe, som er gift med Niels Knudsen i "Haffuerballe" ? arver "en halv gård i Kragelund, Hids Herred, med andele i Nørvands og Trogelslunds Mark og i en Enemerke, som kaldes Histel med skov og mark liggendes i Funder Sogn, desligeste anpart udi et Endiel (?) kaldet Dambjerg, som de Sinding mænd har i brug til fædrift og giver deraf årlig til arvingerne 4 ørte havre og som til Margrethe bliver 1 ørte, og skylder gården med de tvende Enemærker Nørvands og Trogelslund og Histel eng skov og mark 1 ørte rug, 1 ørte byg, 2 Harbopund smør, og skal førnævnte korn måles med "Settingskip". Slotsfogden, ærlig og velforstandig mand Jens Madsen, giver på lensmanden Claus Glambeks vegne sit samtykke til, at den foretagne deling må stå ved magt, og otte af samfrænderne hænger deres vokssegl under brevet — To år efter bliver brevet efter begæring af Laurids Andersen Bonde i Sorring læst på Landstinget i Viborg (17/3 1582), og omtrent hundrede år derefter fremlægges det af sidstnævntes sønnesøn og navne på Gjern Herredsting (8/5 1680). Af skiftebrevet fremgår tydeligt nok, at Anders

11

Bonde har forstået "at fremme sin næring og bevare sit gods,, hvilket jo ikke behøver at tale til hans forklejnelse, især da det ikke spores, at den samlede rigdorn har været hans efterslægt til fortræd. Slægten holder sig i flere led omtrent på samme økonomisk velfunderede stade som den gamle herredsfoged. Desuden er det vel Anders Bondes sans for, hvad der har blivende værd, der får ham til at gemme de to omtalte gamle tingsvidner fra 1525 og 1544, som sammen med skiftebrevet af 1580 danner grundlag for, hvad her meddeles om Anders Bonde og nærmeste afkom.

 

3. Ridefoged Sejer Andersen Bonde i Oustrupgaard.

Efter den gamle herredsfogeds død overtager sønnen Laurids Andersen Bonde en selvejergård i Sorring (vel den gård han og broderen arvede), og denne gård bliver i flere slægtled i slægtens værge. En af Laurids Bondes sønnesønner bliver gift med Karen Nielsdatter Moldrup, søster til den rige Laurids Nielsen i Mollerup og til kammerassessor Peder N. Moldrup til Vestervig-Kloster i Thy, og af dette ægtepars børn bliver sønnen Jens L. Bonde præst i Hillerslev i Thy, Datteren Maren bliver gift til Oustrupgaard og datteren Mette overtager fødegården i Sorring og bliver gift med Peder Herlovsen. Dette ægtepar flytter siden til Kalbygaard i Laasby Sogn.

Hvervet som herredsfoged bliver efter Anders Bondes død overdraget til Niels Jensen i Jaungyde1), men gården i Oustrup overtages i henh. t. tidligere omtalte livsbrev af Anders Bondes anden søn Sejer Andersen Bonde.

Når Sejer Bonde efter faderens død ikke følger denne i embedet, men får tildelt hvervet som ridefoged for et ret udstrakt område af det under Skanderborg Slot liggende jordegods, er grunden hertil måske at søge i hans formentlig unge alder, thi bevågenhed fra

1) Kanc. Br. 1581 14/2 og 1583 28/2.

12

Tavle 1. Fortsat fra tavlen Side 8.

13

vågenhed fra kongens og lensmandens side har han næppe savnet. Gentagne gange får han skatte-lettelser, og sandsynligheden taler for, at Kong Frederik II i dagene omkring 18. oktbr. 1583 har aflagt en lille visit i Oustrupgaard (vel en Jagtudflugt). Muligvis har gæsterum og bjælkehøjde i Anders Bondes gamle Isterad ikke været efter kongens smag, thi faa dage efter (d. 4. novbr.), da kongen opholder sig i Borum1) (vel hos den gamle Herredsfoged over Framlev Herred, Peder Pedersen), fritager han Sejer Bonde i Oustrup for at svare landgilde i tre år, mod at Sejer til Gengæld skal forsyne gården med "gode Bygninger og bekvemme Værelser".

Sejer Bonde er næppe blevet færdig med byggearbejdet inden udløbet af de tre år, thi 16. April 1587 får han tilsagn om, at han endnu et Aars tid må være fritaget for afgift mod yderligere at forbedre gårdens bygninger med "Losementer og Staldrum". Og endelig fritages han i marts 1598 for afgift, men forpligtes til at holde gården ved magt og må ikke forhugge de til gården hørende skove. Da der ikke her er stillet krav om yderligere byggeri, må vel de af Sejer Bonde opførte bygninger have været så anselige og rummelige, at den unge Christian IV ikke finder grund til at stille yderligere krav.

Når der senere i tiden tales om "Slottet i Oustrup", da er denne betegnelse vel næppe grebet helt ud af luften. En særpræget bygning har Oustrup på et eller andet tidspunkt ejet, og den slutning ligger da nær, at "Slottet" hører den tid til, da Frederik II og Christian IV jagede i Skanderborg Lens skove. Om "Slottet"blev betegnelse for een af de ved Sejer Bondes gård opførte bygninger, eller om navnet —- hvad andet steds formodes — har været knyttet til et kgl. jagthus, hvis plads angives at have været på et vest for gården liggende terrain, kan næppe afgøres uden gravning og nøjere undersøgelse af jordsmonnet.

At Sejer Bondes byggearbejder har gjort lyst mellem skovens store ege synes at fremgå af kongens ovenfor omtalte påbud; men da byggeriet har kræ-

14

vet stort forbrug af tømmer, og da tilsynet med Kronens skove ikke hørte under ridefogdens domæne, men derimod påhvilede skovvogteren Jens Mogensen i Røgen, der for besindelse af dette hverv sad skattefri ved sin gård i Røgen, er der næppe grund til på dette punkt at gå i rette med Sejer Bonde.

Nogen gammel Mand har Sejer Bonde næppe været, da han døde i efteråret 1598; men noget skifte efter ham er ikke fundet. Hans hustrus navn er anført på en ligsten i Røgen Kirke, og trods skriftens utydelighed tør navnet måske fastslås at have været Johanne Grøn. Trods almindelig skik er intet tal på ægteparrets børn angivet, og kun ved at efterspore Oustrup-Arv i efterfølgende slægtled er det lykkedes at finde navne på nogle af ægteparrets børn.

Stenens Indskrift1):

»Her er begravet ærlig mand Sejer Andersen i Oustrup fordom ridefoged til Skanderborg som i en christelig tro afskiltes fra denne jammerdal den 6. september år 1598 med sin kiære hustru ærlig og gudfrygtig quinde Johanne(?) Grøn som døde den. . . år... Herhos hviler sig hendes anden husbond ærlig mand Jesper Pedersen født i Borum fordom herredsfoged i Gjern Herred som døde den . . . år . . . og lod han bekoste og udhugge denne stien 1616. Gud give dennem alle en ærefuld opstandelse. Amen.

Enken Johanne Grøn har efter Sejer Bondes død snart giftet sig igen, thi 1599 nævnes hendes anden mand Jesper Pedersen som boende i Oustrup. Dette ægteskab var barnløst, men ved i efterfølgende tid ofte at finde navne knyttet til slægtsarv fra Oustrupgaard er det lykkedes at drage navnene paa tre af Sejer Bondes børn frem i Lyset.

4. Ridefogdens Børn.

I året 1600 døde den rige, barnløse herreds- og ridefoged Las Jensen Let i Enslev, Houlbjerg Herred2). Enken Ella Jensdatter er formentlig siden ble

1) Med moderniseret retskrivning.

2) i. Saml., 10. Hd., 156 og Aarhus St. Aarb.1928, Side 79 og 82-83.

16

vet gift med den efterfølgende herredsfoged Anders Sejersen, da det af senere meddelelse fremgår, at han har overtaget hendes gård. Ligsten såvel over Las Let som over Anders Sejersen fandtes tidligere 1) i Vellev Kirke, men stenen over sidstnævnte, som havde plads foran kordøren, er nu borte, ligesom også hans billede er fjernet fra kirkens væg. I sognejordebog af 1661 (Præsteindberetning t. Matr.) siges Ella Jensdatter at have været tvende gange gift, og s. St. ses, at Anders Sejersen forlængst er død og har efterladt sig enke og børn. Enkens navn er ikke anført, men Anders Sejersen har vist været gift to gange, og enken er da vel den Inger Pedersdatter Rohde (død 1687), der er gift med Morten Tygesen, borger i Randers 1661; thi om denne mand hedder det, at han tidligere havde boet i Anders Sejersens gård i Enslev. Endvidere meddeles, at Anders Sejersens enke og børn fremdeles ejede to gårde m. m. i Enslev, og at Morten Tygesen havde tilsyn med disse.

Ved at sammenholde, hvad her er omtalt, med meddelelser i Gjern Herreds Tingbog 1668 16/3 og 1670 23/7, hvor der er tale om Afhændelse af ejendom, der tidligere har tilhørt slægten i Oustrupgaard, og ved hvilke lejligheder ikke alene Morten Tygesen, men også Hustruen samt flere af Oustrupgaard-Slægten får varsel om at varetage egne interesser ved den forestående afhændelse, er der næppe tvivl om, at det er afdøde herredsfoged Anders Sejersens arv fra Oustrupgaard, sagen drejer sig om, hvorefter det tør anses for fastslået, at Anders Sejersen i Enslev er Søn af Sejer Andersen Bonde i Oustrupgaard.

Et andet af Sejer Bondes Børn er vist den Erik Sejersen, der i tiden forud for 1650 sammen med hustruen Abild Jørgensdatter bebor en af Søbygaards fæstegårde i Vadsted samtidig med, at han røgter hvervet som ridefoged for Søbygaards Gods2). En søn af dette ægtepar overtager 1650 sin fødegård i Vadsted, en datter bor i Tulstrup, Gjern H., og er 1 ste

1) Pontoppidans D. Atlas, 4 T.

2) Gjern II. Tgb. 1675 1/5

17

Gang g. m. Jens Bertelsen (død 1664) og 2den gang med Chr. Rasmussen (søn af herredsfoged Rasmus Rasmussen i Sabro Herred), og en anden datter, Johanne Eriksdatter, er 1ste gang g. m. Sognepræst for Haurum-Søby Hr. Søren Olufsen Pind (død l671) og 2den gang med dennes eftermand i embedet, Hr. Jens Andersen Brasen (død ca. 1689. skifte af 16/4 d. å.) En søn af Johanne Eriksdatters 1. ste ægteskab er Oluf Sørensen Pind, der vist en tid var hjælpepræst hos Præsten J. S. Klimp i Røgen, men siden døde som res. Kapl. I Kattrup, Vor Herred, 1694.

Da de tre ovennævnte søskende eller deres ægtefæller flere gange får varsel, når arv efter de gamle fogder i Oustrupgaard bliver lovbudt eller afhændet, er det næppe for dristigt at slutte, at Ridefogden i Vadsted er Søn af Ridefogden Sejer Bonde i Oustrupgaard.

Et tredje af Sejer Bondes børn, datteren Karen Sejersdatter, bliver gift med selvejerbonden Oluf Pedersen i hendes stiffaders hjemby, Borum. O. P.’ navn er kendt i denne by i tiden 1614—37. Karen Sejersdatter overlever sin mand og er endnu i Live i 1666 1), da både hun og flere af hendes børn og slægtninge får varsel til Gjern Herreds Ting i anledning af lovbuden Oustrup-arv; men 1669 nævnes hun som afdød, og hendes Børn og Børnebørn sælger da til Hr. Søren 0. Pind i Haurum hendes arvelod i Peder Madsens gård i Røgen. Seks af hendes børn er kendt, alle i gode stillinger. Sønnen Jesper Olufsen 2) er Bonde i Borum og bliver 1677 værge for fætteren Jørgen Eriksens børn i Vadsted, sønnen Peder Olufsen i Borum er herredsfoged fra 1637 til Ca. 1655 og er gift med Ingeborg Nielsdatter Fog, datter af præsten Niels

P. Fog i Storring, og datteren Maren Olufsdatter bliver gift med selvejerbonden Peder Andersen i Borum, hvis fader og farfar vist begge havde været herredsfogder og bosiddende i Borum. En søn af Peder Andersen og Maren Olufsdatter er den Oluf Pedersen 3),.

1) Gjern H.Tgb. 1666 21/4 og 1669 2/7.

2) Framlev H. Tingbog 1677 18/4.

3) S. St. 1663 12/8

 

18

der 1663 bliver gift med herredsfoged Jens Enevoldsens datter Birthe Jensdatter fra Lundgaard i Skovby, og som i 1664 afløser svigerfaderen i embedet.

Da det ligger uden for dette arbejdes opgave at følge slægten Bonde’s afkom i større omfang, skal her kun gøres opmærksom på, at en del flere navne på medlemmer af slægten er kendt fra tiden både før og efter år 1700, og at der er god grund til at formode, at adskillige nulevende har slægtsforbindelse med den gamle fogedslægt.

 

5. Herredsfoged Jesper Pedersen i

Oustrupgaard 1599 - 1651.

Den unge Jesper Pedersen fra Borum, som 1599 rykker ind i Oustrupgaard og bliver gift med Sejer Bondes enke, Johanne Grøn, er vist ligesom den daværende herredsfoged i Framlev Herred, Anders Pedersen i Borum (1587—1631), søn af afgangne herredsfoged Peder Pedersen og Hustru Maren Andersdatter af Borum (1547—84), et ægtepar, der ligesom deres samtidige kendinge (måske slægtninge) i Oustrupgaard flere gange nyder kongelige gunstbevisninger. Således opnår gamle Peder Pedersen 1584, at hustruen, om hun overlever ham, i et års tid må nyde Kronens Tiende af Borum Sogn; måske en påskønnelse for den ulejlighed, kongen og hans følge havde forvoldt, når han på sine rejser havde gjort ophold i Borum.

Det har ikke været et øde eller forfaldent bonde-hjem, Jesper Pedersen drog ind til, og selv er han næppe kommet tomhændet til Oustrupgaard; det er derfor ikke sandsynligt, at udbetaling af arv til hustruens tre børn af 1.ste ægteskab har forvoldt noget dagligt afsavn for ægteparret, især da arven i hovedsagen bliver jordegods, der tidligere havde tilhørt Sejer Bonde som selveje. Desuden er Jesper Pedersen vel som andre fogder fritaget for at svare en del af de på gården hvilende afgifter, og paa de af Sejer Bonde fornylig opførte bygninger har han næppe haft store udgifter.

19

I lenets Jordebog for 1603—04 er gårdens skyld

angivet at være 3 ørte Rug, 3 ørte Byg, 3 ørte Havre,

½ Fdg. smør, 1 svin, 6 hofheste, 4 jægerheste og

3 Skl. af et hus i Toustrup. I stedet for smørafgiften af stadsgårdjorden, der er omtalt i regnskab af 1573, er her fastslået, hvor mange heste, der skal holdes på gården. -— Endnu på dette tidspunkt nævnes Jesper Pedersen som "Landbo-Bonde" (Fæstebonde), men inden udløbet af året 1604 er han andet steds nævnt som herredsfoged over Gjern Herred, et hverv, som han røgter i henved et halvt hundrede år.

Det var på den tid almindeligt, at Kronens tiende bortfæstedes til stedkendte, ansete mænd, en ordning, der som regel bragte størst fordel for sidstnævnte part. Det falder således i Jesper Pedersens lod at overtage fæstet af Sporup Sogns Kongetiende mod en årlig Ydelse af 5 ørte rug, 5 ørte byg, 1½ ørte 5 Skp. havre og 7½ Skp. gryn, og i stadfæstelsesbrevet af 19. april 1608 sikrer kongen ham fæstet for livstid1). Mærkeligt nok giver kongen ham få dage eller afslag i fæsteafgiften. I kgl. åbent brev af s. å. er havre- og grynydelsen strøget, og Jesper Pedersen slipper med kun at betale de 10 ørte korn årlig, vist i dobbelt forstand en "Kongehandel" for herredsfogden.

Ud over skematiske optegnelser i jordbøgerne er intet nævneværdigt fundet om Oustrupgaard før 24. April 1622 2). Nævnte dato får gården besøg af tre af rigets fornemme adelsmænd: Rigsråd Eske Brock til Gl. Estrup, Lensmand over Dronningborg Len, Rigsmarsk Jørgen Skeel til Sostrup og Knud Gylden-stjerne til Tim og Lyngbygaard, Lensmand paa Hald. Adelsmændene var på rejse og kendte måske fra rejser eller jagtudflugter med den unge konge Jesper Pedersens navn fra hjemmet i Borum, der ikke var ukendt med at tage mod fornemt besøg; eller måske de havde kendt Sejer Bonde og hørt om "Slottet"

 

1) Kanc. Brevb.

2) Eske Brocks Dagbøger. Danske Samlinger II ,6 S. 24.

20

og om de "gode Lossementer og Staldrum" i Oustrupgaard og har derfor valgt sig dette sted som opholdssted og natteherberg under rejsen. Nok muligt, at Jesper Pedersen har følt det som en ære at modtage så fornemme gæster, og sandsynligvis har han under besøget været iført kisteklæderne og har i lighed med adelsmændene ikke manglet pibekraven om halsen eller Degen (Kaarde) ved siden (se billedet på ligstenen, og selv om Eske Brock ikke ved den lejlighed har anbragt noget kryds ved dagbogens dato, hvad han ellers havde for skik, når han fik sig en god rus sammen med kongen, så har dog nok herredsfogden og hans gæster efter datids skik kortet dagens sidste timer ved at drikke en skål øl eller et bæger med hverandre, forinden de begav sig til ro i Oustrupgaards lune alkover. Nogen betaling for opholdet har Jesper Pedersen vist ikke ønsket at modtage og er sikkert heller ikke blevet betaling tilbudt, men i Eske Brocks dagbog anføres, at adelsmændene forinden afrejsen "overrakte kvinden en pengegave". Om kvinden, der her omtales, er Johanne Grøn er uvist; måske er hun allerede død på det tidspunkt (1616), da Ligstenen i Røgen Kirke bekostes, og Jesper Pedersen gift 2den gang og da måske med den Karen Pedersdatter, om hvem det i Sognejordebogen af 1661 hedder: "Karen Pedersdatter, som forrige år boede i Oustrup og nu har i fæste noget jord til Røgen Kirke liggende". Det ligger nær at antage, at det er hende, der har skænket prædikestol til Røgen Kirke, da stolen bærer navnebogstaverne K. P. D.

Skønt den efterfølgende tid med Christian IV.s krige er rig paa begivenheder, der var skæbsnesvangre såvel for land og folk som også for befolkningen i Gjern og omliggende herreder, er Jesper Pedersens navn kun truffet enkelte gange og da uden at være knyttet til sager af nævneværdig betydning. Først efter Wrangels plyndringer under krigen 1643-45 dukker den gamle herredsfoged "frem aa Da’r" og skal da sammen med ridefogden fra Silkeborg syne krigsskaden i herredets hårdest hjemsøgte Sogne: Linaa,

 

21

Skanderup og Sporup. Og endelig nævnes han 1651 som den, der skal betale »een part 6 ørte havre ög i Rdlr" som andel i den afgift, der under navn af plovhavre el. hospitalhavre fra gammel tid var pålagt herredet at yde til Aarhus Hospital.

Jesper Pedersen er nu en gammel mand, og efter omtrent i et halvt hundrede år at have beklædt stillingen som herredsfoged bliver han ca. 1650 afløst af Henrik Lauridsen, der efter at have tjent slotsfogden Henrik Spend i Skanderborg har overtaget fæstet af en gårdpart i Kalbygaard, og ret længe derefter har det næppe varet, før døden har ramt den gamle herredsfoged.

Blandt dem, der tager arv efter Jesper Pedersen, er børn og børnebørn af hans søskende i Borum samt Anders Jonsen i Vissingkloster, der formentlig er søn af Jesper Pedersens søster Anne Pedersdatter, tidligere gift med afdøde Jon Andersen af Kalbygaard. Det arvede gods omfatter bl. a. jord og skov i Bjarup og Volstrup, skovskifter i Sorring Nørskov (Haverballe. Holm-Ris m. m.). Part i en gård i Klintrup med et gadehus s. St., part i en gård i Røgen og et hus i Toustrup.

Gennem en længere årrække i tiden efter 1661 er parter af nævnte arv og de til denne arveberettige personer ofte omtalt i Gjern og Framlev Herreders tinghøger, og da arven især tilfalder medlemmer af det gamle fogeddynasti i Borum, der tæller mange medlemmer, og da tillige en del af disse omtrent på samme tid tager arv efter tidligere omtalte Karen Sejersdatter, hvis arv fra Oustrupgaard endnu er i slægtens eje, giver tingbøgerne interessante oplysninger om de to gamle slægter i Oustrup og Borum; men til gengæld volder det adskillige vanskeligheder at holde de to grupper af arvtagere ud fra hverandre.

 

6. Oustrupgaard under det Skanderborgske

Ryttergods.

Med herredsfoged Jesper Pedersens død er en hundredårig periode af gårdens historie afsluttet; et

 

22

nyt afsnit begynder og finder omtrent hundrede år senere sin afslutning ved ryttergodsets salg 1767.

Vel er gården ikke fundet omtalt i de få år, der forløber mellem Jesper Pedersens død og 1661, men det falder naturligt at antage, at gården kort efter dødsfaldet er inddraget under Ryttergodset og udlagt som såkaldt Officersgård, thi 1661 bor en kaptajn Houffwitz i gården. Året efter er navnet Engelbrecht von Sinding knyttet til gården, men 1663 er Kaptajn Houffwitz igen i på stedet1) og udtager da stævning til hans stakkels fæster i Lykkehuset på gårdens overdrev, da denne ikke har betalt sin fæsteafgift af huset. Det ser imidlertid ikke ud til, at disse halv- eller heltyske krigskarle har spillet synderlig stor rolle hverken i gård eller sogn, og det er i følge mange meddelelser i herredets tingbøger tydeligt, at "manden i gården" er gårdens bruger Søren Madsen, der i tiden ca. 1662 og en snes år frem i tiden er fæster af gården.

Skønt den tid er inde, da mange af Kronens helgårde bliver delte og bortfæstede til to fæstere, vedbliver Oustrupgaard dog endnu i en årrække at være bortfæstet til en enkelt bruger, og dens hartkorn er i Landgildematriklen af 1662 angivet at være 18½ Td.; det nævnes her, at gården er udlagt til Ryttergods.

Gårdens bygninger sandsynligvis de af Sejer Bonde i tiden 1583—88 opførte — trænger på den tid til reparation, måske på grund af manglende vedligehold i Jesper Pedersens sidste år og i tiden derefter, thi ingen af bygningerne er særlig gamle, da ingen af disse har jordgravne stolper, hvilket ellers var almindeligt i egnens gamle bondebygninger på den tid. Der bliver da, kort efter at Søren Madsen er kommet til gården, foretaget et syn over bygningerne for at få et skøn over, hvor meget han kan tilkomme i godtgørelse for at sætte disse i forsvarlig stand. Til synsmænd udpeges Anders Kjeldsen, Søren Frandsen og Laurs Nielsen af Klintrup og Peder Laursen, Chr. Rasmussen og Niels Nielsen af Røgen, og i

Gjern H. Tingb. 7/3

23

tingbogen anføres omstændeligt de af synet udpegede mangler. I en lidt af kortet og fri form skal her angives, hvad synet har at udsætte1).

Isteraden (stuehuset), bryggerset og bageriet, som er 15 binding (fag), er ganske brøstfældig både for lægter og tag paa begge sider, og leder (fodstykke for stolperne) både på husets sider og ender er ganske bortrådnet. Begge gavle, der er ganske øde,. vil af ny beklædes med fjæl, og 4 vinduer på samme hus er ganske borte. I Korshuset (en tilbygning) ved. samme Isterad fattes leder i 4 spænder (fag), og det ganske hus er brøstfældigt for tag og lægter, og. der fattes tvende vinduer, som er ganske ude.

Til beboelseslejligbeden tør endvidere henregnes det såkaldte "2 lofts hus" (2 etager) på 1 fag, på hvilket leder fattes på sider og ender samt tag og lægter på det hele hus. Endvidere fattes fjæl til en gavl og 4 loftfjæl, som er rådnet formedelst tagets brøstfældighed; 10 vinduer er ganske ude, og hængsler mangler til 3 døre.

Da betegnelsen "Slottet i Oustrup" rimeligvis har været knyttet til en bygning fra Frederik II.s Tid, og da dette "2 lofts hus" næppe stammer fra en senere tid (de rådne leder), er "Slottet" måske en af de at Sejer Bonde opførte bygninger; og hvad enten huset har ligget umiddelbart ved gården eller ikke, et særsyn blandt sognets våninger har det været, og det ligger ret nær at antage, at den tids bonde (måske nok med et lunt smil i øjet) har betegnet dette hus. som "Slottet".

Synet fortsætter med et hus østen i gården, hvor leden mangler under 7 bindinger, og 10 vinduer er ude og borte. — Derefter nævnes et porthus paa 5. fag, som fattes leder på begge sider og ender samt en gavl af fjæl. — Derefter følger ladehuset, som med sine 26 fag er ganske brøstfældigt for lægter og. tag det ganske hus igennem uden alene på den nørre side, hvor taget kan ligge et års tid eller to. Også på dette hus fattes begge gavle, som af ny

Gjern H Tingb. 1664 13/8

 

24

vil indlægges (bestod muligvis af tremmeværk stoppet med dupper af Ertehalm?), og desuden mangler leder i begge ender, item 3 bjælker, som er ganske søndrede, og 4 døre, som er uden jern. Fæhuset neden i gården fattes fjæl til gavlen og leder i begge ender, og et udskud (lav tilbygning med skråtag) ved dets ene ende er ganske brøstfældig for tag. og lægter.

Et hus, 16 fag, vesten i gården fattes leder i østre side, og paa vestre side er det brøstfældigt paa lægter og tag; desuden fattes 6 gavlfjæl, 3 døre og jern dertil. — Et hus, 14 fag, sønden i gården, og hvori er stalde og fæhus, fattes leder på hele den nørre side, og 4 fag er helt igennem ganske brøstfældig for lægter og tag.

Der er 4 porte på samme gård; den vestre er der ingen port for, de tvende søndre er rent øde (ødelagte) og vil af ny forfærdiges og der er ingen jern i dem; også den østre port er ganske øde og fattes jern og tvende pigge (til portstolperne).

Gården har 5 skorstene (herskabelig lejlighed), af hvilke dog den på det østre hus er nedfalden oven af; også en anden er nedfalden, og de øvrige 3 vil nedtages og ommures med det første, ellers kan de ikke stå.

Der nævnes endvidere en kølle (hus til tilvirkning af malt), men huset er øde og kan ikke bruges. Sidst nævnes et udskud i bryggersenden, er 5 fag,. hvilke er ganske øde for lægter og fag. Og så slutter de seks synsmænd med følgende: Samme brøstfældighed synes ikke at kunne gøres færdig under 200 Slet Daler.

Der er ved denne synsforretning tegnet et trist billede af, hvorledes en tidligere statelig bondegård i løbet af få årtier var forvandlet til en samling, forfaldne rønner; men mange af datidens gårde delte samme skæbne. Mange gårde blev forladt af deres brugere, husene forfaldt lidt efter lidt, og de sidste rester af disse skaffedes ved rov og ran bort af betrængte, forarmede naboer. Det er på denne tid, at der omtrent i ethvert sogn omtales såkaldte

25

"øde gårde", hvis brugere ofte havde måttet gribe til betlerstaven.

Det bliver gårdens nye fæster, Søren Madsen, der igen bringer bygningerne i forsvarlig stand, men sikkert ikke uden betydelige afbræk i det daglige arbejde og føleligt tab, selv om han — som Sejer Bonde i sin tid — har fået lov til at hugge træ til "lægter" og "leder" i gårdens skove.

7. Søren Madsen I Oustrupgaard.

Det var ikke alene i Oustrupgaard, der så trist ud efter Svenskekrigen 1658—59. Jylland havde været oversvømmet af svenske, polske og brandenborgske tropper, og forhuggede skove, udyrkede marker og en forarmet bondestand kendetegner de fremmede troppers hærgen i mange jyske herreder. Kronen fattedes penge, og adelen var vrangvillig, når det gjaldt at råde bod paa vånden. Det var således ikke på noget lysteligt tidspunkt, Søren Madsen overtog fæstet af Oustrupgaard, men "fælles skade, fælles trøst", og han har vel næppe været synderlig dårligere stillet end de fleste af sognets jordbrugere på den tid.

Hvor Søren Madsen stammer fra, er det ikke lykkedes at opspore, men på samme tid, som S. M. kom til Oustrupgaard, boede Niels Madsen i en gård i Røgen, og da det skønnes, at disse mænd er brødre, ligger det nær at antage, at de er fødte i sognet. Heller ikke om Søren Madsens Hustrus afstamning kan siges noget sikkert. S. M. er gift 2den gang enten kort forud eller kort efter, at han kom til Oustrupgaard, og hustruens navn er Maren Sørensdatter. To gange er denne kvinde sammen med folk fra Borum, Vadsted, Haurum og Tulstrup nævnt som arveberettiget til gammel Oustrupgaard-Arv 1), og det ligger nær at formode, at hun er Datter af Præsten Søren O. Pind (se Side 13) i Haurum, og at hun i almindeligt omdømme har været regnet for stående et trin højere end den jævne, almindelige husmoder. Når hun omtales i Tingbogen, undlader tingskriveren

1) Gjern H Tgb. 1666 4/8, og 1668 16/3.

26

at anføre hendes fornavn, og selv har hun så stor færdighed i skrivekunsten, at hun under sit navn skriver: "med egen haand". — Hvis den ovenfor fremsatte formodning om Maren Sørensdatters afstamning slår til, bliver hun altså sønnedatterdatter af ridefogden Sejer Andersen Bonde, hvilket hendes børns navne synes at bekræfte.

Det er kort efter Svenskekrigens ophør, at Søren Madsens navn første gang er truffet knyttet til Oustrupgaard, nemlig i året 1662. I årene forud har han antagelig været forpagter af gården Palstrup (Højbjerg Sogn), der ejedes af grev Friis Friisenborg, til hvem Søren Madsen er i stor gæld. Han skylder resterende forpagtningsafgift og desuden 325 Rdlr. og modtager i den anledning en stævning i slutningen af året 1665 1).

Trods gælden og den vanrøgtede gård samt en børneflok med sin første hustru taber Søren Madsen ikke modet, og allerede i slutningen af året 1666 køber han den part, som nogle af salig Jesper Pedersens arvinger ejer i den af Jens Bertelsen fæstede gård i Klintrup 2). Kort efter døde denne mand, og 1669 køber Søren Madsen andre aarvingers part i gården 3). Han synes derefter at have betragtet sig som ejer af gården og kræver Jens Bertelsens enke for restancer samt godtgørelse for 10 egetræer, som hendes salig mand tidligere havde fældet i gårdens skov.

Kort efter har Søren Madsen opdaget, at der er hugget i den til hans egen gård hørende skov mellem Tingstedet og Oustrup, og stævner i den anledning Jens Sørensen i Sorring. Denne undskylder sig med, at han ikke kendte skellet så nøje, og at han kun har fældet en bøg på bakken ved Fouel-Kiær og svedet en mile kul. De enes da om, at skellet går fra et bestemt træ på nævnte bakke og derfra i sønder mod Tinghuset.

Allerede ovenstående lader ane, at Søren Madsen er en dygtig og bjergsom mand, der ikke lader sig

 

1) Gjern H. Tgb. 1665 16/12.

2) S. St. 1666 4/8.

8) S. St. 1669 3/7, 11/9, 4/12, 18/12.

27

narre og ikke lader syv og fem være lige, når hans ret trædes for nær, hvilken formodning yderligere bestyrkes ved det, der i den gamle tingbog meddeles om hans færd og handlemåde. At Søren Madsen under de mange retstrætter, han førte, altid havde ret og modparten uret, ville vel være for meget at vente, men som oftest synes dette dog at have været tilfældet.

Når Søren Madsen 1670 nægter at svare plovhavre til Aarhus Hospital under påberåbelse af, at gården i de sidste 30—40 år ikke havde svaret denne afgift, synes hans standpunkt af flere grunde uholdbart. Det eneste vidne, der taler til gunst for hans påstands rigtighed. er manden fra Lykkehuset, der påstår, at gården ikke har svaret afgiften i de sidst forløbne 21 år; men selv om Jesper Pedersen muligvis som herredsfoged var fri for at svare plovhavre af gården, da han 1651 afkræves Gjern Herreds andel, er dermed jo ikke fastslået, at gården fremdeles var fritagen for denne afgift. Tingbogen meddeler intet om sagens videre forløb; men kort efter træffes S. M.’s navn igen i Tingbogen1). En mand fra Farre ved navn Adam Hansen var en dag mødt i Oustrupgaard og havde grovelig udskældt Søren Madsen. Den i gården boende officer synes indviklet i sagen, der drejer sig om en forsvunden mundering, og. Søren Madsen lader Adam Hansen stævne til møde på Herredstinget og beskylder her Adam Hansen for, at han har taget munderingen. Adam vedgår, men undskylder sig med, at det alt er sket i fuldskab. Resultatet bliver, at han skal levere Søren Madsen en mundering til værdi af 28 Slet Daler.

At Søren Madsens økonomiske forhold har bedret sig betydeligt i løbet af den første halve snes år, efter at han havde overtaget gården, fremgår tydeligt, hvilket også hans gamle kreditorer synes at have været opmærksom på. I August 1672 stævnes han af Cl. Clemensen i Skanderborg for 80 Rdlr.,

Rest af en gammel obligationsgæld på 168 RdIr. af

Gjern H. Tgb. 1671 27/3

 

28

12. maj 1663, og 27. januar 1672 rejser borger Villum Thestrup i Aarhus på egne og fleres vegne krav på at have arv til gode i salig Jens Bertelsens gård i Klintrup, som Søren Madsen nu synes at betragte sig som ejer af. Blandt dem, der mener at have arv til gode i gården, er: Edel Nielsdatter — Peder Spørrings, Anne Pedersdatter — Sl. Anders Madsens i Mejlgade, Laurids Bordum og Sl. Mester Jens Krag og Hustru Sl. Maren Lauridsdatters børn.

Søren Madsen møder paa tinget og fremlægger skriftligt svar på det af Villum Thestrup stillede krav og fremhæver for det første at have ærligt skøde på halvparten af gården i henh. t. skødebreve af 1666 4/8 og 1669 3/7 og for det andet, at ingen af de ovenfor nævnte tidligere havde rejst krav om arv i gården. Han mente sig derfor fuldt berettiget til at overtage gården efter Jens Bertelsens død og tillige som nabo endog forpligtet til at overtage gårdens drift, da ingen yderligere syntes at have interesser i gården. Han har nu siden Jens Bertelsens død 1669 drevet gården, betalt skatter og holdt gårdens rytter med sold og mundering samt ofret betydeligt påde forfaldne bygningers istandsættelse. Og efter at have gjort opmærksom på, at hverken Villum Thestrup eller nogen af de andre formentlig arveberettigede havde fremlagt købebrev eller skøde på arveparter i gården, hævder han, at han i alt fald vil have godtgørelse for, hvad han har udlagt til skatter, drift og vedligehold af gården, ialt 133 Slet Daler, forinden der kan være tale om at tage hensyn til de af formentlige arvinger stillede krav. Dommerens afgørelse lyder på, at denne Søren Madsens påstand tages til følge, og arvingerne synes hermed at have opgivet at forfølge sagen.

Som Søren Madsen er rede til at værge eget tarv, synes han også at have haft vilje til at værge for andre. Ude i Lykkehuset bor 1674 gårdens fæste-husmand Niels Hansen og hustru Karen Jensdatter. Manden er daglig på arbejde ude, og konen er ene hjemme. En skønne dag får hun besøg af den unge hovne Niels Jensen fra den nærliggende Toustrup

29

øksen mod husets døre, som han sønderhugger. Sagen kommer Søren Madsen for øre, og som husbond og værge for fæstefolkene stævner han den brøsige møller, som må bide i det sure æble og Mølle, der efter at have udskældt hende for tyv truer hende med økse i hånd til at åbne en kiste. Efter forgæves at have ransaget kisten, uden at finde tyvekoster, går han over gevind og bruger bede om godt vejr1). Det er denne møller N. J., der siden. som ældre mand ofte beklæder dommersædet i Framlev-Gjern Herreds Ting, når hans svirebroder, den liderlige, berygtede herredsfoged Claus Jessen i Galten, finder det formålstjenligt at lade en stedfortræder afsige en dom, som han af een eller anden grund selv nødig vil lægge navn til. Da skyerne tilsidst trækker sammen om Claus Jessen, kommer også staldbroderen Niels Jensen i fedtefadet og må vedgå, at han hverken kan læse eller skrive, og at andre ofte har været ham behjælpelig, når dom skulde afsiges2).

Samme år, Søren Madsen yder Lykkehus-Manden støtte, får han også lejlighed til at yde en i egnen agtet og anset mand, Jørgen Eriksen fra Vadsted, en tjeneste3). De har begge sammen med flere andre været i Laasby og kommer i "Plasningen" (Mørkningen) gennem et vangeled uden for byen. En fremmed hund er fulgt med og løber ved siden af Jørgen Eriksens hest. Snart efter indhentes de af en rytter ved navn Niels Nielsen og en foged fra gården Faurskov, der bebrejder Jørgen Eriksen, at han i stedet for at jage hunden bort har forsøgt at lokke den til at følge med, og i det samme trækker han sin Degen. Jørgen stiger da af hesten, og det ender med slagsmål. Flere af Selskabet, alle kendte og ansete,. hvoriblandt Niels Mogensen fra Farre, den kloge Michel Andersen Bonde fra Lading, Søren Pedersen i Rodegaard og Jens Dyhr i Skørring, står hos, men alle uden at røre sig for at hjælpe deres betrængte standsfælle. Søren Madsen, der red i nogen Afstand

 

1) Gjern H. Tgb. 1674 30/5 , 6/6.

2) S. St. 1708 30/5

2) S. St. 1674 3/10

30

fra Jørgen Eriksen, da skærmydslen begyndte, kommer nu til, stiger af hesten og skammer i kraftige ord den gæve flok ud, fordi de måbende ser til, at Jørgen Eriksen må værge sig mod to. Ordene synes faldne med vægt; slagsmålet er med det samme ophørt, og ingen havde lidt nævneværdig overlast.

Strid om Sognets Konge- og Kirketiende.

Allerede kort efter, at sagen mellem Villum Thestrup og Søren Madsen i slutningen af 1674 har fundet sin afslutning ved Landstingets Stadfæstelse af Herredstingsdommen1), er Søren Madsen indviklet i en strid med Bymændene i Røgen2).

I året 1665 har Søren Madsen erhvervet fæstebreve på Røgen Sogns Konge- og Kirketiende; det første er dateret 1. septbr. og underskrevet af Otto Pogwitz til Jernit, det andet er dateret 19. decbr. s. å. og underskrevet af stiftsskriver Hutfeldt i Aarhus. At fæstet i gode rolige tider her som andet steds

— var til fordel for den, der havde fæstebrevet, er uden tvivl. Som regel enedes Søren Madsen og Synsmændene om, hvad hver enkelt skulde yde i penge,. idet der toges hensyn til afgrødens formentlige værdi. Kun et enkelt år eller to var enighed ikke opnået,. og S. M. havde da i følge lov og ret taget tiende af kærven på marken. I sådant tilfælde måtte Kornet ikke køres i hus, før tiendetageren i dette tilfælde Søren Madsen , havde udtaget, hvad der tilkom ham af afgrøden, hvilket i vanskeligt vejrlig let kunde volde fortrædeligheder, og måske er det uIemper af denne art, der får sognemændene med bonden Jens Christensen Bjerregaard som fører og fortaler til at gøre forsøg på at få Søren Madsens fæstebrev omstødt for derefter selv at overtage fæstet..

Hvorledes striden begynder fremgår ikke klart,. men der synes at være afholdt et saakaldt "protestmøde", ved hvilket de stridende parter gav møde, og Bymændene hævder siden, at Søren Madsen her skal

1) Gjern H. Tgb. 1675 16/1

2) S. St. 1675 4/9

31

have udtalt, at han ikke var uvillig til at opgive fæstet af tienderne, hvilket dog Søren Madsen under stridens videre forløb bestemt nægter at have sagt.

Efter dette henvender Sognemændene sig til grev Friis, Friisenborg, og fremfører forskellige klager over Søren Madsen, som efter deres mening "ulovlig har forhvervet Konge- og Kirketiender fra dem og ladet deres korn rådne på marken, fordi han ikke havde udtaget tienden i rette tid". Desuden klager de over, at S. M. forlanger tjenester af dem i form af arbejde eller kørsler, og endvidere hævder de, at han som inkassator af Kirkens Tiende ikke opfylder sine forpligtelser med hensyn til kirkens og kirkegårdshegnets vedligehold. Og endelig til slut erklærer Sognemændene sig villige til at overtage tienderne i fæste og derfor årlig yde 2 ørte rug, 2 ørte byg og 2 ørte havre ud over det, Søren Madsen hidtil havde erlagt.

Grev Friis synes villigt at have lånt øre til nævnte klage og tilbud og forlanger de to fæstebreve indsendte til gennemsyn. Da brevene siden tilbagesendes, har greven forsynet disse med den påtegning, at de er ugyldige, indtil amtmanden har set og godkendt brevene. Med brevene følger en skrivelse, hvori der befales, at Søren Madsen "førstkommende middag uden nogen undskyldning eller ophold, selv om der med tienden disponeres anderledes end formodet", skal møde i Aarhus, da Sognemændene har klaget over ham. Skrivelsen er dateret 21. juli 1674 og underskrevet af greve Mogens Friis.

Hvorvidt Søren Madsen har undladt at give møde i Aarhus er ikke oplyst; men allerede den 24. juli lader greven nyt fæstebrev udstede til Sognemændene, der for kongetiendens vedkommende lyder på Jens Chr. Bjerregaards navn og for kirketiendens på Peder Pedersens navn. Brevet er på grevens vegne underskrevet af hans forvalter Chr. Blickfeld og dateret Haksholm den 24. juli 1674.

Hermed er striden dog ingenlunde afsluttet; Søren Madsen vil ikke erkende, at greven uden dom har ret til at gøre hans fæstebreve ugyldige og gør der-

32

for i høsten 1675 krav paa tienderne. Sognemændene gør modkrav i henh. t. deres fæstebreve. Søren Madsen nægter naturligvis at betale tiender af sine ejendomme i sognet, og da mændene afleverer den indsamlede tiende i Aarhus, nægter Michel Andersen Bonde af Lading, som skal modtage tiendekornet, at give kvittering, da der mangler den part, der skulde svares af Oustrupgaard og en gård i Klintrup m. m.

Sagen er nu blevet så tilspidset, at retslig afgørelse ikke kan undgås, og 4. septbr. 1675 kommer sagen for på Herredstinget, hvor alle fire fæstebreve bliver fremlagt, og for at afkræfte klagen om vanrøgt af kirken fremlægger Søren Madsen følgende skrivelse fra sognepræsten, Provst J. S. Klimp i Røgen:

"Saa er det i Guds Sandhed, som enhver er bevist, at Søren Madsen haffuer schichet sig christelig og møgen liberalt och gaffuemild imod sin Sogns Kirck og Tid efter anden giffuet større Foræring til Kircken f. Eks. nyt Alter Klæde om Alteret af Clede med Sølifgaluner paa og foræret Kircken 28 Daller og deroffuer som Kircken skylte ham, og hans kiære Hustru har foræret en fornemme ny disch aff Sølff till Kircken da den der var er bortstollen. Desuden har han giffuet mange Par Lius till Kircken og Kircken er holdt med Lius aff ham og andre fremmede Folck i nogle Aar. Dette kan jeg med god Samvittighed ikke benægte. Røgen Præstegaard 16. Decbr. 1674. J. S. Klimp."

Under sagens videre forløb på Tinget skinner det ret tydeligt igennem, at Bymændenes aktion mod Søren Madsen er sat i scene af J. Chr. Bjerregaard, og at Misundelse har været en af bevæggrundene til, at striden er rejst. J. Chr. B. opgiver navnene på tiendeyderne og størrelsen af hver enkelt ydelse og har regnet ud, at Søren Madsen havde indsamlet i tiende ialt 40 Td. korn ud over det, han efter sine fæstebreve var pligtig at at betale for den. Desuden søger han at udviske betydningen af Provst Klimp’s skrivelse og hævder, at Sognemændene også har ret til at sige, at de har "gjort Kirken Nette og Gaffen for 28 Daller", idet de allerede, før de fik udleveret Fæstebrevene, havde ydet 12 dages arbejde med 14

33

vogne og 28 personer for at istandsætte den udvællede kirkegårdsmur, og dette, uden at Søren Madsen havde rørt en finger for at hjælpe dem.

Så følger i tingbogen følgende kendelse, afsagt af herredsfogden Niels Gregersen i Gjern:

"Da der er fremlagt 4 Fæstebreve og samme Fæstebreve i meningen iche i ringeste Maade offuer ens kommer mens strider imod huerandre kjender ieg mig alt for ringe her udi at kiende medens vil haffue det paa sin tilbørlig Steder underdanigst henstillet. Huis ellers noget sandt efter Søren Madsens Beskyldning og i Rette Sættelse kand befindes og nogle af hemelte Røgen Sogne Mænd hannem utilbørlig och i haardeste Maader for den Høje Herre hans højgrefflig Exellentz Hr. Mogens Friis schall haffuc angiffuet bør de billigen beuise det eller derfor stande til Rette och lide som vedbøhr".

Den del af sagen, der vedrører fæstebrevene, synes hermed henvist til afgørelse ved højere retsinstanser, hvorimod andre af sagens punkter fremdeles kan behandles ved Herredstinget, og Tingdagen 2. oktbr. s. å fortsattes striden.

Mod strid vind både fra Sognemændenes side og ude fra hævder Søren Madsen, at han har opfyldt sine forpligtelser både mod dem og kirken, hvorimod modparten ved de underfundige og løgnagtige beskyldninger, som man overfor grev Friis har rettet imod ham, har påvirket Greven til ugunst for Søren Madsen.

Blandt Vidnerne, som er mødt, er manden fra Lykkehuset, der hævder, at Søren Madsen skikkeligt har tinget med Sognemændene om tiendeafgiftens størrelse og art: Korn på kærven eller penge, og — tilføjer han har mændene ydet S. M. en vognrejse til Aarhus eller fødet et nød om vinteren, så har de til gengæld haft lov til at græsse deres kvæg på Oustrupgaards marker både forår og efterår. —Til dette vidnesbyrd føjer Niels Laursen i Klintrup, at intet korn er rådnet på Klintrup Mark på grund af efterladenhed fra Søren Madsens Side. — Peder Rasmussen i Røgen vidner som Niels Laursen og manden fra Lykkehuset, og Peder Nielsen i Røgen

34

siger, at han aldrig af S. M. er blevet aftvunget ydelser af nogen art.

Til gunst for Jens Chr. Bjerregaard og Sognemændene vidner Søren Lauridsen i Røgen, at S. M. ikke vilde udtage sit tiendekorn, før hele bymarken var ophøstet, og at mændene ofte havde måttet sende to eller tre bud, før S. M. kom for at tælle eller accordere; dog tilføjer han, at det kun var ét år i Klintrup og to år i Røgen, at kornet var annammet i kærven. Forinden tinget den dag slutter, rejser Jens Chr. Bjerregaard klage over, at Søren Madsen ganske har nægtet at betale både Konge- og Kirke-tiende af sine ejendomme i Sognet.

En opmuntring for Søren Madsen under den lange bitre strid må det have været, at Villum Thestrup m. fl. den 23. oktbr. opgiver alle krav på gården i Klintrup, til hvilken S. M. formentlig nu kan betragtes som eneejer. — Et lille skår i glæden har det vel været, da Præsten Joh. Hansen Lønborg i Aarhus i novbr. s. å. stævner Søren Madsen til betaling af 18 Dlr., som præsten mener at have til gode fra den tid, da S. M.’s søn Christen boede hos ham under hans skolegang i Aarhus. Præsten fremlægger sin regnskabsbog på Tinget, men Søren Madsen hævder, at han intet skylder, og da bogens papir ikke er stemplet, kan der efter herredsfogdens skøn intet hensyn tages til den i dette tilfælde, og fogden erklærer, at Søren Madsen bør fri at være for præstens tiltale.

Bortset fra, at Søren Madsen ved sin dygtighed havde erhvervet sig selvejendom både i Klintrup og andet steds, må det dog have holdt hårdt nok for ham at "holde hundene fra dørene". Børneflokken var stor, istandsættelse af de to forfaldne gårde i Oustrup og Klintrup kostede penge, indtægten af tiendefæstet udeblev, og endelig har vel den standende strid også kostet både tid og penge, og i slutningen af 1675 må Søren Madsen låne 100 Rigsdaler à 96 SkI. af Købmand Jens R. Laasby i Aarhus, der for lånet får gården i Klintrup og de to skovstykker, Nørskov og Havrballe, i pant.

Næppe er julen forbi, før Søren Madsen igen må

35

give møde på Tinget. På den første tingdag d. 8. jan. 1676 møder J. Chr. Bjerregaard med Sognemændenes Tiendebrev og fremlægger tillige en på stemplet papir skreven ordre fra forvalter Blickfeld, at to uvildige mænd skulle udtage tiende hos dem, der ikke godvilligt har villet være med til at fæste Konge- og Kirketiender. Hertil har S. M. kun at sige, at hans korn for længe siden er i hus. Sagen udsættes og synes skrinlagt i de følgende måneder.

Men trods havblikket inden stormen har tiden næppe været lutter idyl for S. M. I Maj d. å mister han 2 gamle får og 3 lam (vel taget af ræv eller ulv), fordi Peder R. Bonde i Toustrup har taget hans hyrdedreng Terkel bort fra hjorden, og i juli tager Jens Skotmnands ænder de karudser, han har udsat i den ved Klintrupgaarden værende dam, hvorfor S. M. truer og siger, at Jens "må tage skade for hjemgæld, om ænderne fanger skade"

I slutningen af september blusser tiendestriden op på ny. Søren Madsen har igen taget sit korn i hus uden at betale tienden og stævnes da af Jens Chr. Bjerregaard og Peder Pedersen. Søren Madsen giver møde, og med sine to tingbreve i haand erklærer han, at så længe disse ikke er kendt magtesløse enten ved herreds- eller landsting, vil han intet betale, da det er ham og ikke de andre, der har ret til at opkræve tiende.

Jens Chr. Bjerregaard søger da at formå herredsfogden til at kende brevene for magtesløse og mener at finde støtte i sit krav ved at henvise til, at S. M. har "traadt højgrevelig hånd og zignet under fødder", ligesom han på ny fremfører, at S. M. ved det omtalte provstimøde har givet tilsagn om at oplade tienderne.

Herredsfogden henviser til, at den af ham d. 4. sept. 1675 her ved Tinget afsagte "Henfindelsesdom" ikke til proces er indstævnet, påtalt eller underkendt, hvorfor denne vil være at eragte.

Stillingen begynder at blive lidt ubehagelig for Sognemændene, der jo så langt fra havde ønsket til egen skade at gøre Søren Madsens ejendomme tiendefri,

36

og desuden var jo fæsteafgiften blevet forhøjet. Noget må der gøres; og så hitter den snu J. Chr. Bjerregaard, støttet af Peder Pedersen, Søren Dyhr i Røgen og Niels Dyhr i Klintrup på at sende en klageskrivelse til kongen, hvori han også klager over, at tienden er blevet forhøjet, vist lidet anende, at han ved siden af en lumpenhed tillige begik en dumhed, idet grev Friis naturligvis ikke kunde holdes udenfor sagen.

På foranledning af greven indkaldes da J. Chr. Bjerregaard og de øvrige Sognemænd til at give møde på Herredstinget d. 14. April 1677. For greven mødte forvalter Blickfeld, som adspørger de fire før nævnte mænd, om de havde fuldmagt til at handle på samtlige byfællers vegne, hvilket de "standhaftigt formener", Derefter aftvinger han dem den indrømmelse, at grev Friis ikke havde fremtvunget tiendeforhøjelsen, men at de selv uden opfordring havde tilbudt at forhøje ydelsen. Mændene vover her spagfærdigt at indskyde, at de ikke syntes, de kunde stå tilbage for Søren Madsen, der jo havde tilbudt at forhøje tiendeafgiften. Nu bliver forvalteren bister og forlanger, at de uden omsvøb skal vedgå, at de har faret med usandhed overfor grev Friis, samt indrømme, at de uden tvang af nogen art selv tilbød at forhøje tiendeydelsen. Jens Chr. Bjerregaard svarer intet, men de tre andre, der sammen med ham også havde været med til det omtalte provstimøde, indrømmer, at de både overfor grev Friis og biskop Grave havde tilbudt at forhøje tienden, men derimod havde de aldrig givet J. Chr. Bjerregaard fuldmagt til at klage til kongen.

Den hårdeste hals er endnu ikke bøjet; men så rippes der op i gammel Sag fra 1673, under hvilken J. Chr. B. vitterligt havde beløjet kvartermester Korfitz Rafn. Da J. Chr. B. åbenbart nødig vil have rippet op i denne sag, skynder han sig med at indrømme sin brøde, men forsøger derpå at undskylde sin handlemåde, idet både han og hans fæller på flere måder følte sig skuffet og narret. Således havde den karl, som Michel Bonde havde sat til at måle tiendekornet, stillet korntønden ved dyngen og hældt

37

på, så kornet flød omkring tønden. Desuden vilde Michel Bonde ingen kvittering give for modtagelsen af kornet.

Under sagens videre forløb siger Michel Bonde, at han ikke kunde give kvittering, før alt tiendekornet var leveret. Mændene fra Røgen giver da den oplysning, at en del af kornet var brugt til betaling af kirkens vin og brød, og at resten af det manglende kun var, hvad Søren Madsen skyldte, men ikke vilde betale.

Hermed standser pludselig tingbogens meddelelser om denne sag, og da Søren Madsens navn i tiden derefter ikke er truffet hverken i tingbøgerne eller andet steds, er der grund til at formode, at han er død i året 1677 eller kort tid efter. Hans enke med børn og stifbørn bliver fremdeles i gården, og i matriklen af 1688 er hun skrevet som bruger af denne. Så vidt skønnes, er hun den Maren Sørensdatter, der bliver begravet i Røgen 1710, 72 år gammel.

Søren Madsens Børn:

.

Om Enken Maren Sørensdatter endnu en tid efter de to sidstnævnte døtres giftermål har beholdt fæstet af gården er uvist, men da mange af egnens større gårde i slutningen af århundredet bliver delt

38

mellem to eller flere fæstere, er det vel sandsynligt at antage, at svigersønnerne har overtaget fæstet, og gården er altså blevet såkaldt fællesgård. — Begge de unge mænd bliver i alt fald i gården, hvis "gode Lossementer" der herefter må have været god brug for, da gården tillige afgiver huslejlighed for regimentskvartermester Heinrick Letmathes med hustru Catarina Majoners og deres børneflok.

Nogen større forandring af gårdens bygninger eller boligforhold har næppe fundet sted, siden Sejer Bondes dage, hvorimod gårdens hartkorn i matriklen af 1688 er blevet nedsat, så den i stedet for som tidligere at svare af 18 1/2 Td. for fremtiden kun skal svare af 16 Td. I Skp. 1 Fdk. i Alb.

Naar Søren Madsen, trods dygtighed og standhaftigt mod til at værge eget tarv, ikke opnåede at blive nogen velstående mand, skyldes dette muligvis:

Gæld fra Palstrup-Tiden, stor børneflok, af hvilken i det mindste én søn studerede, udbetaling af mødrene-arv til børn af 1ste ægteskab samt forholdsvis store hartkornsafgifter, og selv om hans mange retstrætter ikke synes at have plettet hans navn og ære, så har de dog næppe bidraget til at øge hans velstand.

Gården bliver fællesgård med Mads Sørensen Læt og Jesper Pedersen (jun.) som fæstere.

Da de tidligste optegnelser i Røgen sogns kirkebog skriver sig fra året 1691, kan tidspunktet for Mads Sørensen Læts bryllup med Elisabeth Sørensdatter fra Oustrupgaard ikke bestemt fastslås. Da intet synes at tale imod, at ægteskabet er indgået ca. 1688, bliver der mulighed for, at ægteparrets første barns fødsel ikke er indført i kirkebogen, og at den "Ellen Madsdatter af Oustrup", som senere omtales, er ægteparrets første barn.

På et af kirkebogens forreste blade anføres: "1693 27/8 blef Madses Barn Johanne født i Ougstrup, baaret af Johanne Sørensdatter" (moderens søster?). De øvrige vidner er: "Hr. Anders Brasen" (præst i Galtrup på Mors og gift med Anne Sørensdatter, der

39

enten er søster til barnets moder eller datter af præsten Søren O. Pind i Haurum), "Hr. Oluf S. Pinde (Kapellan i Kattrup og gift med Else Sørensdatter fra Oustrupgaard), " Hr. Christens hustru af Laurbjerg" (Hr. Christen er halvbroder til barnets moder), "Rasmus Jensen af Kalbygaard" og "Lill Møllers sønner".

Ved det næste barns dåb bliver barnet båret af "regimentsskriverens (Laurids Ditlefsen) hustru", og vidner er: "Laurids Andersen" (vist moderens fjerne slægtning L. A. Bonde fra Sorring", "Jesper Pedersen" (gift 1665 med ovennævnte Johanne Sørensdatter og boende i Oustrupgaard) samt "Morten Albertsen" fra Laasby).

Ved senere lejligheder af samme art er sognepræsten Søren O. Grønbaks hustru Maren Nielsdatter nævnt et par gange; desuden Karen Sørensdatter (måske degnekonen fra Mors), Lambert Nikolaj (fra Sorring), og ved yngste barns dåb 1707 er Mamsel Kirstine Grubbe af Viborg og Ellen Madsdatter blandt dåbsvidnerne. Foruden de her omtalte er der blandt vidnerne også nævnt folk fra sogn og omegn.

Blandt de mange navne på dåbsvidner er intet fundet, der kan tjene som brugeligt udgangspunkt for efterforskning af Mads Sørensen Læts afstamning; men da navnet Læt (ell. Lett, Leth) ikke på den tid er kendt i sognet og måske næppe i nabosognene, falder det rimeligt at søge hans ophav andet steds; og intet synes at tale imod, at han er søn af Søren Pedersen Lett i Harlevholm, Harlev S. 1). og broder til Jens Albertsens kone Anne Sørensdatter Lett i Rodegaard, Skørring S.2). Da Skiftet 1682 efter Søren P. Lett i Harlevholm nævner en søn ved navn Mads, hvis alder meget vel kan falde sammen med Oustrupgaardbondens alder, der ved hans død 1714 angives at være 56 år, synes den fremsatte formodning at have nogen rimelighed for sig; desuden finder denne antagelse støtte i forhold, der senere vil blive omtalt.

Idet Elisabeth Sørensdatter formentlig gennem mo

1) Aarhus St. Aarbøger 1928, Side 94 og 97.

2) S. St. 1928, Side 103.

40

der og mormoder over Haurum og Vadsted) nedstammer fra slægten Bonde er der altså ved hendes giftermål med Mads Sørensen Læt bragt forbindelse til veje mellem to af egnens gamle slægter, og da der i ægteskabet fødes flere børn, turde det forventes, at beboere af Oustrupgaard endnu en tid lang kunde regne deres afstamning tilbage til herredets gamle fogedslægt; men det går ikke som formodet; det bliver ikke Mads Læts og Elisabeths afkom, der fra 1715 og to hundrede år frem i tiden kommer til at bo i Oustrup, men derimod afkom af Mads Læts formodede søstersøn fra Rodegaard; (se Side 52).

Om Ordningen af bolig- og styreforhold, efter at Mads Læt er kommet til gården, er intet oplyst, men sandsynligvis er en part af stuehuset blevet overladt det unge par, og enken Maren Sørensdatter med hjemmeværende børn har vel indtil videre beboet den anden part. Men 1695 rykker — for anden gang i gårdens historie en Jesper Pedersen i gårde og bliver i dette år gift med enkens datter Johanne Sørensdatter, og muligvis er da Maren, der nærmer sig de tres, gået på aftægt samtidig med, at svigersønnen har overtaget fæstet af gården.

Året efter døde Jesper Pedersens unge hustru; men snart efter er igen en kvinde af den gamle herredsfogedslægt, Maren Lauridsdatter Bonde fra Sorring (se Tavlen Side 8), husmoder i Jesper Pedersens hjem, og muligheden for en genopblomstring af slægten Bonde i den gamle gård synes hermed lovende; og ganske vist bliver ægteskabet ikke barnløst, men kirkebogen anfører ikke barnets navn, og har kun:

1702 "Jesper Pedersen af Oustrup et barn i kirke". Antydninger af, at dette barn eller søskende til det har levet i Oustrup senere hen i tiden, er ikke fundet.

Den stride vind ude fra sognet blæser ikke længere som i Søren Madsens dage mod Oustrupgaard, og forholdet — såvel mellem svogrene indbyrdes som mellem disse og sognets folk — synes at have været godt. End ikke en smule skærmydsel med gårdens tredje indvåner, Mads Kurér, høres der tale om, uagtet der hos denne, der vel har boet i gårdens

41

Officershus (rnåske "østre huse", se Side 25), opvoksede en børneflok jævnaldrende med Mads Læts. Ved barnedåbsgilder hos sidstnævnte møder ikke alene sognepræsten S. O. Grønbæk og hustru sammen med andre folk af "Stand", men også jævne bønderfolk fra sogn og egn, og selv om gården ikke som i Anders og Sejer Bondes dage gæstes af konger eller rigsråder, så nævnes dog godsejeren Daniel Fischer fra Silkeborg som gæst ved et dobbelgilde, der på den tid holdtes i gården.

Oustrupgaard er efter forfaldstiden i 50’erne, storm-perioden i 70’erne og interregnet i 80’erne ved at opleve en renaissance omkring år 1700; den er taget i overført betydning — fremdeles "Slottet i Oustrup", den gård, hvis beboere regnedes blandt sognets bedste. Men naturligvis har livet her lige så lidt som andet steds været lutter idyl, og — "ingen har fred længere, end ens nabo vil". I juni 1706 klager Peder Jensen af Sorring, hvis skov støder op til Jesper Pedersens, over, at Jesper ved træfældning har overtrådt skellinien ved Nørskov-Krog og Fuglkjær-Bæk 1). Jesper fremlægger i retten et gammelt tingsvidne fra Søren Madsens og Peder Jensens faders tid, og desuden møder Poul Laursen af Sorring og oplyser, at Tinghuset for ca. 30 år siden lå ved søndre ende af Sorring Norskov, og at der 100 skridt fra dette stod en stor bøg i skellet mellem Søren Madsens og Peder Jensens faders skovparter; han huskede det så nøje, da han under mønstringer ved Tinghuset ofte havde stået hos og set, at der blev skudt til måls efter nævnte bøg. Sagen slutter 6. oktbr. med, at skellet går som af Jesper påvist, og Peder Jensen skal for unødig trætte bøde 4 Dlr, til Jesper Pedersen.

Sagen var altså vundet, og Oustrupbondens ære reddet; men en vis bitterhed over det uberettigede angreb synes at være blevet tilbage i Jesper Pedersens sind; havde han ikke været så heldig at kunne bevise sin ret med tingsvidnet og P. Laursens vidnesbyrd, vilde nu enhver af egnens mange små

Gjern H. Tingbog.

42

og store skovtyve haft en vis ret til at smile lumsk i skægget over at have fået en fælle i den stoute oustrupbonde. Og hvem ved, om ikke smil af den slags havde mødt Jesper Pedersen, medens sagens afgørelse stod hen i det uvisse, så at han af den grund får lyst til at vise de gode Sognemænd, præsten ikke undtaget , at det er dem og ikke ham eller hans gårdfæller og slægtninge i Oustrup, der har vanskeligt ved at holde sig på deres eget.

Den 20. Febr. 1709 stævner "ærlig og velfornemme mand Jesper Pedersen i Oustrup" på egne og naboers vegne Bymændene i Røgen og Klintrup1) for ulovlig at have græsset deres Kvæg i de til Oustrup hørende skove.

Signeur Jens Holst fra Dallerup møder på Bymændenes vegne og beråber sig på, at "således havde det altid været", og desuden hævder han, at det, når "æufret for alle tre byer var opgivet" (høsten endt), var heldigst for alle parter, at kvæget blev jaget i skoven, da der så ikke forvoldtes nogen skade på mark og eng, og han føjer til, at "sådan ordning slet ikke kan undværes".

Jesper Pedersen mente, at fordelen var på Bymændenes side, og at Oustrupfolkene hverken fik snak eller tak for deres velvilje; det kunde ikke længere gå på den gamle manér, når ikke engang Bymændene i Røgen vilde holde givet løfte; de havde efter overenskomsten af 1705 — med præsten som kautionist lovet at betale 10 Slet Daler årlig for at have fri kvægdrift på Oustrupgaards jorder omkring Lykkehuset, men ikke en skilling var betalt, end ikke den daler, som præstegården skulde yde af lejesummen.

At sognepræsten, Hr. Søren Ottesen Grønbæk, føler sig ilde berørt af Jesper Pedersens udtalelser er jo ikke underligt, og efter at have sundet sig et par måneder, ved han, hvorledes han skal klare grejerne:

Vel skylder han til Oustrupmændene, men også disse er i gæld til ham i form af offer, nannest og møgkøring, og derfor lader han Oustrupmændene indstævne

Gjern H. Tingbog.

43

til at møde paa Herredstinget d. 29. maj 1709. Her gør den "ærværdige og meget vellærde mand Hr. Søfren Ottesen" mændene opmærksom på, at han i følge lov af 1682 havde ret til at afkræve dem de nævnte ydelser. Han lader dem dog forstå, at han ikke er helt uvillig til at give afkald på sin ret til nannest og møgagning, når blot offeret bliver betalt; men i alle tilfælde må han kræve dom i sagen på grund af den "opsætsige og uforskylte modvillighed mod deres sjæ1e-sørger", som Oustrupmændene havde udvist.

Da sagen den 26. juni skal afgøres, har herredsfogden — den berygtede Claus Jessen i Galten forfald (?), og den gamle Enevold Rasmussen i Kalbygaard er hans stedfortræder. I den kendelse, som E. R. afsiger, går han ud fra, at der kun er tale om offerpligt, og da Oustrupmændene ikke kan skyde sig ind under, at de ikke evner at betale, må de efter loven være pligtige at yde præsten offer efter egnens skik og brug. — Hermed slutter tingbogens meddelelser om sagen.

At præsten efter den tid har fået sit offer, er der vel næppe tvivl om; derimod er det rnåske tvivlsomt, om han og Sognernændene har fået lov til at græsse deres kvæg i Oustrupgaards skove. Efter Krigene i århundredet forud, da tusinder af de bedste træer i Danmarks skove var faldet for fjendens øksehug, vågner sansen for skovenes betydning. Vel bliver endnu svinene jaget på olden, men geder tåltes ikke i skovene, jernudsmeltning finder ikke længere sted, og kun sjælden svides en mile kul. Med Kronens skove holdes skarpt opsyn; idelige skovsyn finder sted, og muligvis har hver enkelt fæster — også i fællesgårde — fået tildelt sit bestemte skovstykke at svare til og værne om. Således synes f. Eks. Oustrupgaards skove at være delte mellem de to fæstere, allerede før deling af agermarken har fundet sted..

Ved et skovsyn i Oustrup den 7. decbr. 1712 gives følgende oplysninger: Jesper Pedersen er tillagt den part af Hundeskoven, der går fra kirkestien til KIintrup skel, og Mads Sørensen Læt den øst for kirkestien liggende part "med mangfoldige små risbøge,

 

44

som med tiden kan opelskes". Den anden skov "over Lund" med god opvæks i strækker sig i længden syd og nord. Midt igennem denne lund "blev huggen blæst på træerne, og årstallet til skiel pås1agen". Jesper får den østre part, og "Mads Sørensen og hans Nabo" (hans svigersøn og boligfælle Rasmus Christensen) den vestre. En liden lund tæt ved gården blev også delt og "Træer blæst til skiel". Alle træer af anselig størrelse blev "stemplet med ga1lihammer".

Allerede længe før den tid havde skovrider og skov-vogtere ført tilsyn med Kronens skove; men tilsynet synes skærpet, hvad tidens mange retssager om skovtyverier vidner om. Derimod er der næppe tale om tilsyn med agerbruget; når blot præsten fik tiende og fogden landgilde, kunde den af byfællesskabet uafhængige bonde i "Enstedgården" dyrke sin jord, som han vilde. Kun når han paa grund af alder, fattigdom eller af anden årsag "oplod" sit fæste eller afgik ved døden, blev syn afholdt over bygninger og besætning. Undtagelsesvis kunde dog syn finde sted, når f. Eks.: agermark "sprang i lyng" eller på anden måde vanrøgtedes. Et syn af den art finder sted, kort efter at begge fæstere i Oustrup er afgået ved døden.

Som tidligere omtalt havde Røgen bymænd haft Lykkehusmarken i fæste, og så vidt skønnes har byhyrden også efter striden 1709 med eller uden tilladelse fra bymænds eller andres side — ladet hjorden græsse på Lykkehusmarken. Efter Oustrupmændenes død skal der træffes en ordning, og fire mænd udpeges til at foretage et syn og derefter afgive erklæring om forholdene. Af denne fremgår, at Lykkehuset for tolv år siden var brændt og ikke siden opført, at der ikke paa ejendommen fandtes grøft eller gærde, og at jorden var dækket af småkrat, der ikke gjorde nogen nytte; desuden var det blevet dem meddelt, at Røgen bymænd tidligere havde haft jorden i fæste. — Efter dette bliver bymændene stævnet til at møde paa Herredstinget d. 20. febr. 1715, ved hvilken lejlighed vist også Mads Læt’s enke, Elisabeth Sørensdatter, har givet møde.

 

45

Byrnændene hævder, at sagen må være dem uvedkommende, da de allerede for seks år siden havde opsagt lejemålet. — Om sagens videre forløb kan her intet oplyses, da tinghogens meddelelser ophører i påfølgende måned, og da ingen tingbøger findes for nærmeste eftertid.

Mads Sørensen Læt døde i Oustrupgaard 1714, 56 år gl. Hans enke og flere børn overlever ham og bor i alt fald i gården en tid efter hans død. Hendes senere skæbne er ukendt, og om børnene vides intet ud over, hvad nedenstaaende tavle udviser.

 

Efter alt at dømme har førnævnte Rasmus Christensen og hans unge hustru opholdt sig i Oustrup siden deres giftermål 1707, og kort tid efter svigerfaderens død 1714 har Rasmus Christensen overtaget fæstet af dennes gårdpart. Den anden gårdpart bliver, efter at Jesper Pedersen (jun.) og hustru begge er afgået ved døden i året 1715, fæstet af Søren Jensen Lett fra Rodegaard.

10 Gården i Rasmus Christensens og Søren

Jensen Letts dage.

Endnu paa det Tidspunkt, da Søren J. Lett kom til Oustrupgaard, er der næppe sket større forandringer med hensyn til gårdens bygninger og boligforhold, og i jordebogen af 1718 angives hartkornet som tidligere at være 16 Td. i Skp. 1 Fdg. 1 Alb. Besætningen er da 16 heste, 28 køer og stude o. a. m., og Rasmus Christensen og Søren J. Lett nævnes som gårdens fæstere. Til gården hører fremdeles Lykkehusejendommen, og desuden nævner jordeboen Niels Mølgaards Bol.

Når gårdens hestebestand synes forholdsvis stor,

46

 

da er grunden hertil muligvis denne, at Søren J. Lett, der i sin ungkarletid var "Hestekøber", også siden har drevet på den kile. Muligvis har lysten til handel ligget ham i blodet, idet i alt fald farfaderen, Albert Ibsen i Rodegaard, i sin tid ret ofte førte handelstrætter; og da hesteholdet i morfaderens gård også var særlig stort, har vel også denne drevet handel. En lille begivenhed fra Søren Lett’s drengetid antyder, at han allerede tidligt har næret forkærlighed for heste. Den 3. juni 1705 møder hans stiffader Mikkel Sørensen på tinget i anledning af en klage over drengen. Søren anklages for at have græsset nogle bæster i Skørring Hugvang, og da Jens Pedersen (Rimmer) vilde tage hestene i hus, satte drengen sig derimod og tildelte J. P. "nogle slemme Slag". Ridefoged Egerth Klerche fra Sjelleskovgaard er mødt på J. P.s vegne og spørger Michel Sørensen, om det var med hans vidende, at hestene bedede i Rugvangen, hvortil M. S. svarer, at han "aldrig kunde tilstede, at guds gaver blev opædt eller nedbrudt af Bæster", og om de "slemnie Slag" var det næppe værd at tale, da han ikke kunde tro, at en 13—14 års dreng kunde gøre "Rimme Jens" stor skade.

Som almindeligt langt senere hen i tiden, at sønner af velstående bønder meget tidligt fik lov til at handle, har vist også sønnen fra Rodegaard i meget ung alder begyndt at prange med heste, og måske er det i handelsmedfør, at han er kommet i forbindelse med ansete folk i de vestligere sogne: Røgen, Linaa og Svostrup, og at derved den forbindelse er indledet, der fører til giftermål mellem den unge handelsmand og pigen Maren Andersdatter Dyhr fra Svostrup, en kusine til afdøde Jesper Pedersens hustru Maren Lauridsdatter Bonde i Oustrupgaard, (Se Side 52-53). — Foruden arvet rigdom kommer det unge par ikke til at mangle den støtte og det værn, det giver at have rige og ansete frænder i nabolaget.

Hvor længe Søren J. Lett og Rasmus Christensen har været gårdfæller er ikke oplyst. Fire af Rasmus Christensens børn er født i Oustrupgaard i tiden 1708—17, men sandsynligvis er han med hustru og børn

47

flyttet fra gården senest i slutningen af 1730’erne og har taget bolig i Dallerup Sogn, thi 1739 bliver Søren J. Letts ældste datter gift og faar bolig i gården, og af Dallerup Sogns Kirkebog ses, at en Rasmus Christensen Oustrup og Ellen Madsdatter begge er døde i dette sogn i året 1760.

Endnu i 1731 synes gården fremdeles at være fællesgård; men nogen forandring af det til gården hørende skovareal synes at være sket, idet et skovsyn af dette år kun omtaler Hundeskoven, der da angives at være "ongefær 1/2 fjerdingvej i omkreds".

At forholdet mellem de to familier i gården har været godt, er der næppe grund til at tvivle om, da de gensidig møder til barnedåb hos hinanden. Som i Mads Læts dage møder ved barnedåbsgilderne egnens ansete mænd og kvinder, og efter alt at dømme har der hos Søren Lett været velstand til huse. Da skifte holdes 1730 efter hustruens broder Christen Andersen Dyhr i Svostrup1), har S. L. tilgode i boet for et par stude 10 Rdlr. 4 Mark, samt for noget korn 9 Rdlr. o. m., så hans tilgodehavende ialt blev 33 Rdlr., og desuden har han udestående fordringer andet steds.

I tiden omkring 1740 sker der gennemgribende forandringer i Oustrupgaard. Gården ophører at være fællesgaard, marken deles, og der opstår to firelængede og vel til dels nyopbyggede gårde beliggende som på vedføjede kort angivet.

At de paa kortet afsatte gårde ligger på den gamle gårds plads, er der næppe grund til at tvivle om; men om nogen af de her antydede bygninger har hørt til den gamle gård, er det vanskeligt at have nogen begrundet mening om.

Hvis ikke gårdene har været ramt af ildsvåde i Tiden mellem ca. 1740 og 1816 — hvad intet forlyder om — er der vel sandsynlighed for, at de bygninger, der fællesgård.

Vinderlev—Alling— Grauballegd. Sk. Pr. 1730 10/8.

48

Årsagen til den store forandring med fensyn til gårdens bygge- og fæsteforhold kan muligvis være denne, at Søren J. Lett’s ældste datter 1739 bliver gift med en ung mand af velstaaende Familie. Det unge par, som bliver i gården, vides snart efter at have fæstet gårdens ene halvpart, og Rasmus Christensen er flyttet bort. Samtidig må en deling af marken have fundet sted, og sandsynligvis er nogle af de gamle huse nedrevne for at give plads til en ny, firelænget gård på en del af den gamle gårds tomt, og ikke længe efter har måske resten af de gamle bygninger måttet vige for nye bygninger af en anden firelænget gård.

Efter Søren J. Letts død overtager enken fæstet af gården. Imod regelen bliver skifte efter Søren Lett først afholdt 1745, og da uden at noget bliver indført i skifteprotokollen. Vel var nogle af børneflokken endnu kun små, men da den ældste søn, Jens, ved faderens død var 19 år gammel, og da svigersønnen boede i nabogården, har enken næppe

49

savnet fornøden støtte til gårdens drift. På flere måder har hun sikkert også haft støtte af sin formentlige slægtning, den rige regimentsskriver N Moldrup i Skanderborg Ladegaard, hos hvem hun efter sin mands død deponerer sine rede penge: 700 Dlr.

Gennem de 15 år, enken sidder ved gården, synes forholdene i alle måder at have været gode. Børnene artede sig vel, og inden hendes død 1757 er i det mindste fire af hendes otte levende børn gifte til gode gårde. Datteren Ane g. m. Jens Jacobsen i nabogården og søsteren Ellen g. m. Chr. Eriksen i Røgen, sønnen Jens Sørensen Leth g. m. Ane Sørens-datter Dons fra Skanderborg Ladegaard og derefter fæster af Rindelevgaard i Fruering Sogn, og broderen. Søren Sørensen Leth g. m. Johanne Pedersdatter fra Blegind, hvis fødegård han overtog. Året efter enkens død blev sønnen Peder Sørensen Leth g. m. Sidsel Pedersdatter Leth fra Hørning og overtog gården i Oustrup. Samme år blev datteren Mette g. m. en broder til overnævnte svigerinde, Niels Pedersen Leth fra Hørning, som overtog sin fødegård i denne by.

Enken Maren Andersdatter Dyhr 1) døde i Oustrup 12. juli 1757 og 24. septbr. s. Å. afholdtes skifte efter hende2). Arvingerne er hendes otte efterlevende børn. i skiftet nævnes, at der i henh. t. fæstebrevet skulde holdes 8 heste, 2 stude, 6 køer, 6 ungnød og 8 faar, og at der til gården hørte 61 fag hus.

Gårdens besætning er betydelig større end den i fæstebrevet krævede, idet der holdes 9 heste, 12 stude,. 9 køer, 4 ungnød, 41 faar og lam, 10 svin og 2 bistader, og af redskaber og bohave er der rigeligt både ude og inde. Alle sengesteder er velforsynede med sengeklæder, og desuden er der oplag af uldent, linned og skind. Sølvtøjet vurderes til 32 Rdlr., og sager af messing, kobber og tin sættes til en lignende sum.

Af værelser nævnes: "Dagligstue, nederste kammer, et andet lidet kammer og kjælderstuen". Hver af de tre sidstnævnte rum er forsynet med sengested, og i dagligstuen nævnes to senge. Kælderstuen (sikkert stor-

1)1 Se Aarh. St. Aarh. 1928, Side 105-12.

2) Skdb. Ryt. Sk. Pr. 1757 24/9.

50

stuen med lem i gulvet ned til kælderen) har gårdens bedste seng, en "Himmelseng med Carnis, Omhæng og Kappe" og rigeligt forsynet med gode dyner.

Ved skiftet efter Søren J. Lett 1745 var hver af sønnerne tilskrevet 150 Rdlr., og efter gammel regel har vel døtrene arvet halvt med brødrene. Da nogle af disse arvelodder ved moderens død er indestående i boet, bliver summen af disse tilligemed den sum, den i fæstebrevet angivne besætning og de til markens drift nødvendige redskaber var vurderet til, ligesom også folkelønninger, at fradrage boets samlede vurderingssum, og til rest bliver da 140 Rdlr. til deling. Den gamle regimentsskriver Moldrup har, inden skiftet sluttes, erklæret, at han som skifteforvalter intet skal have for sin ulejlighed med vurdering og registrering af boet, idet han stod i gammelt venskabsforhold til hjemmet (vist afdødes slægtning). Den afdødes to gifte sønner: Jens S. Leth i Rindelevgaard og Søren S. Leth i Blegind samt deres svoger Jens Jakobsen er fornøjet med, hvad de allerede har modtaget i arv og foreslår, at de fem andre søskende skal modtage de 140 Rdlr. til lige deling, hvilket ingen har noget imod, og hver af disse får da 28 Rdlr.

i mødrenearv.

Forinden skiftesamlingen slutter, bestemmes det, at sønnen Peder Sørensen Leth — med svoger og nabo Jens Jakobsen som rådgiver — sammen med de hjemmeværende søskende fremdeles skal drive gården, indtil anden bestemmelse bliver truffet.

Da søskendeflokken var stor, bliver arven til hver enkelt ikke af overvættes størrelse, men det er måske ikke af vejen at gøre nutiden opmærksom på, at man i året 1757 for en broderarv på 150 Rdlr. kunde købe et kobbel heste på 15 stk. eller en drift køer paa 30 stk., alt af egnens bedste.

 

11. Jens Jacobsen og Peder Sørensen Leth i de to gårde i Oustrup.

Ved Søren J. Lett’s enkes død 1757 er Jens Jakobsen allerede gammel i gårde, idet han 1739 blev viet

51

 

til Ane Sørensdatter Leth og derefter overtog den ene gårdpart, og når han ved skiftet udpeges til at være formynder for enkens yngste datter og desuden betros opsynet med gårdens drift indtil videre, har sikkert både slægten og den gamle regimentsskriver Moldrup anset ham for at være en dygtig og pålidelig mand.

støtte for flere af Søren J. Lett’s børn, synes tydeligt at spores. Det er næppe helt tilfældigt, når tre af søskendeflokken ved giftermål får forbindelse med børn eller børnebørn og begimentsskriverens velstå- Som højt betroet embedsmand indenfor Rytterdistriktet vejede regimentsskriverens ord tungt, når der var tale om fæsteforhold, og at han på dette punkt, som ven af hjemmet i Oustrup, har været til

Slægter i Oustrup af kendt afstamning.

(Forts. Side 58).

ende naboer i Ladegaarde og derefter fæster bo i gode gårde under Rytterdistriktet.

været til støtte for svigermoderen og hendes børn, er der næppe tvivl om,

og når det ved hendes død står så vel til i hendes gård, tilkommer æren derfor måske i nogen grad ham. Selv efter hendes død er hovedansvaret for nabogårdens drift pålagt ham, og sandsynligvis er både han og hustruen Ane Leth taget på råd, da to af hendes søskende i året efter deres moders død slutter dobbelt svogerskab ved at ægte to søskende fra Hørning. Begge de unge par var forældreløse, og mærkeligt nok døde tre af forældrene i året 1757; begge brudgomme var ca. 25 år gl. og begge brude 18 år og deres arveparter tilnærmelsesvis af samme størrelse; alle bar de navnet Leth, og man behøver ikke at gå helt tilbage til Adam, for at finde den fælles stamfader, men kan nøjes med som Per Baastrup i Blichers novelle at betegne deres fælles ophav ved "oldefaders oldefader", Bonden Niels Lett1), der levede i Skibby 1602.

Den 17. novbr. 1758 står den unge Mette Sørensdatter Leth’s bryllup i Oustrup, hvorefter hun flytter til Hørning som selvejergdmd. N. P. Leths hustru2), og længe varer det ikke, før hun får lejlighed til at vise sin duelighed som husmoder, idet hendes broder Peder Sørensen Leth fra Oustrup den 5. dec. s. å. holder bryllup i N. P. Leths hjem og bliver gift med mandens søster, den 18-aarige Sidsel Pedersdatter Leth.

Omtrent samtidig med sit giftermaal overtager Peder S. Leth fæstet af den ene af gårdene i Oustrup, hvilken kan ikke her bestemt afgøres, men da Jens Jakobsens afkom senere hen bor i den gård, der på foranstående kort er betegnet som Nr. 1, har Jens Jakobsen vel boet i denne og Peder S. Leth i Nr.2.

Trods ægteparrets ungdom og lovende fremtidsudsigter bliver deres ægteskab forholdsvis kort, idet Peder S. Leth døde i april 1766, efterladende sig den unge 26aarige enke, der ventede sin nedkomst med sit andet barn. Familien i nabogården har igen som tidligere fået lejlighed til at yde hjælp og støtte

1) Aarhus St. Aarb. 1928, 85 o. flg.

2) S. St. 1928, 139 o. flg.

54

både til gårdens drift og på anden vis, og fem måneder efter mandens død fødte enken sit andet barn, der i dåben får navnet apelone efter mormoderen i Hørning. Som barnepige for enkens to små piger, af hvilke den ældste, Maren, da er fire år, har sikkert Jens Jakobsens yngste datter, den lille 12årige kusine Margrethe, kunnet gøre god nytte.

Længe får Sidsel Leth dog ikke lov at sidde ene med sine to små piger; snart melder en ung 30 årig mand sig som frier, og 19. juni 1767 vies hun i Røgen Kirke til Jens Nielsen Kjeldsen, hvorefter han overtager gårdens fæste.

Samme år bliver gårdene i Oustrup, sammen med mange andre af sognets og egnens gårde, solgt ved Hyttergodsauktionen i Skanderborg og lægges derefter under Søbygaards Gods. Af denne gårds skifteprotokol ses, at Jens N. Kjeldsen døde 1789, 51 år gl., og efterlod sig enken Sidsel Pedersdatter Leth med en søn og tre døtre, af hvilke den ene, Abelone, er enkens datter af 1. ste ægteskab og gift med Søren Madsen i Stjær. Sønnen, den 9 årige Niels, arver 200 Rdlr. og døtrene hver 100 Rdlr. efter faderen Jens Kjeldsens enke er vist den Sidsel Pedersdatter, der døde i Oustrup 1805, 62 år gl.

Hvor længe Jens Jakobsen og hustru har været naboer til Jens Kjeldsen er ikke oplyst, da deres død ikke er fundet angivet i Røgen kirkebog; men endnu 1777 er Jens Jakobsen i live og er da fadder ved en barnedåb i Røgen.

 

12. Oustrupgårde og folk i tiden omkring 1800.

(Søbygaards Gods).

Naar de to gårde i Oustrup i året 1767 fra at have været ryttergods blev herremandseje, synes det lige så lidt som stavnsbåndsløsningen 1788 at have fremkaldt større omvæltninger her. Når gårdene ikke blev selveje 1767, er det næppe armod hos mændene i Oustrup, der er grunden hertil, idet kun halvdelen af købesummen skulde betales ved skødets udstedelse. Både Jens Jakobsen og Jens Kjeldsen

55

vedbliver at være fæstere, og efter deres afgang går fæstet over til deres svigersønner.

I året 1775 holder Jens Nielsen Bak af Trust bryllup med den unge 21 årige Margrethe Jensdatter i Oustrup, og det unge ægtepar bor fra den tid i Oustrup. Jens N. Bak er født Ca. 1741 og er sandsynligvis søn af Niels Jensen Bak i Trust (død 1774) og Hustru Abigail Michelsdatter (død 1762), og sønnesøn af Jens Pedersen Bak, der døde i Trust 1771, 97 år gl.

Efter at lægdsmanden Jens N. Kjeldsen var død 1789 i nabogården, bliver hans datter Sidsel Jensdatter i året 1790 viet til den 44 årige Rasmus Nielsen, som derefter overtager hustruens fødegård. Både hos dette ægtepar og hos naboen synes jævn velstand og lykke at have boet til huse, og hos begge familier er børneflokkene store; hos Jens Bak og Margrethe er der født 6 børn, og hos Rasmus Nielsen og Sidsel 10 børn, (se Side 58).

Nogen yderligere udskiftning af gårdene har næppe fundet sted i nævnte mænds levetid, hvorimod sognebyens marker er blevet udskiftede i tiden kort efter 1780. Denne udskiftning omfattede dog ikke byens hede og overdrev, hvilket gav anledning til en ret bitter strid mellem sognepræst og Bymændene i Røgen i året 1785. Disse sidste hævder, at sognepræsten, Provst A. J. Grønbæk, holder for mange kreaturer, og forlanger derfor, at også hede og overdrev skal udskiftes i lighed med, hvad tidligere var sket med indmarken; men i denne strid deltager hverken Klintrup eller Oustrup.

Rasmus Nielsen døde i Oustrup 1808, 62 år gl.,1) efterladende sig enken Sidsel Jens (Kjelds?)datter og en stor børneflok, af hvilke den yngste kun var et år gl. Enken bliver ved gården og vies året efter til Knud Rasmussen fra Stjær, født 1773 og død i Oustrup 1828. Ingen børn af dette ægteskab er kendt, og ved hustruens død 1841 2) nævnes hun som opholdskone i Oustrup.

1) Skifte i Søbygd. Skpr. 1808, 4/8.

2) S. St. 1841, 7/1.

56

Jens Nielsen Bak døde i Oustrup 1810, 1) og hustruen året efter 2). Ved de efter ægteparret afholdte skifter bestemmes, at hver af de to sønner skal arve 246 Rdlr. og hver af de tre døtre 123 Rdlr. To af døtrene er da allerede gift, ligesom også sønnen Jens Jensen Bak, som derefter overtager fæstet af gården.

Fra Jens Nielsen Bak og hustru nedstammer mange nulevende; men da navnet Bak var kendt paa egnen, før J. N. B. kom til Oustrup, tør ægteparret næppe regnes for stammeforældre til alle sognets og egnens nulevende af navnet Bak; dog kan ægteparrets afkom i vore dage tælles i hundreder. (Tavle Side 62-63).

Oustrup i nedgangs- og opgangstider.

Til trods for, at der ved Rasmus Nielsens død var velstand i gården Matr. Nr. 2, bliver stillingen for hans afløser dog næppe misundelsesværdig i de kommende år. Arven til børnene skal efterhånden udbetales, og da der i skiftet efter Rasmus Nielsen tilskrives de to voksne sønner 250 Rdlr. hver, bliver det ikke nogen ringe sum, Knud Rasmussen efterhånden skal udrede til hustruens 9 levende børn af hendes første ægteskab. Dette, sammen med den i 1813 indtrådte pengekrise, kan muligvis have været medvirkende årsag til, at gårdens jordtilliggende i året 1816 er delt i to parter, hver med sit Matr. Nr., men nogen forandring af gårdens bygninger synes ikke at have fundet sted, og det må derfor antages, at gården har huset begge fæstere og altså som gl. Oustrupgaard har været fællesgård.

Knud Rasmussen er fremdeles fæster af den østligste del af markens Matr. Nr. 2b og Niels Jensen af markens vestligste del: Matr. Nr. 2a; men sikker oplysning om, hvem sidstnævnte er, savnes. Måske er han Sønnen Niels Jensen Bak fra nabogården, eller muligvis er han den unge da 21 årige Niels Jensen Pind, der nogle år efter bliver gift med een af Knud Rasmussens Stifdøtre:

1) Skifte i Søbygd. Skpr. 1810, 26/6

2) S St. 1811, 8/7.

57

Fortsat fra Side 53:

 

58.

I gården matr. nr. 1 synes ingen større forandringer at være sket på den tid ud over dette, at den unge Jens Jensen Bak i året 1807 har overtaget sin fødegård og derefter 1809 bliver gift med Pigen Else Marie Nielsdatter af Laasby; men også her er der arveparter at udrede, og børneflokken er stor. I denne gård er vel den tidligere velstand svindende, men armod synes dog ikke at have overskredet dørtærsklen, hvilket næppe kan siges om hjemmet i nabogården, hvor datteren Abelone Rasmusdatter i året 1824 vies til Niels Jensen Pind (vist fra Farre), som derefter får hjem i gården, og som efter svigerfaderen, Knud Rasmussens død 1828 synes at have overtaget fæstet af den samlede gård Matr. Nr. 2 a og 2b. Begge ægtefæller var vel unge og raske, men flere af hustruens endnu ugifte søskende har arv stående i gården, aftægt skal udredes til Knud Rasmussens enke, der vist først døde i 1841 som 71 årig, og i ægteskabes fødtes 4 sønner og 5 døtre. Intet under derfor, om smalhans i nogle år har siddet til huse i dette hjem. En nulevende sønnedatter af ægteparret fortæller, at hendes bedsteforældre en tid var så arme, at mølleren i Toustrup Mølle ikke vilde borge dem for 1 Fdk. byggryn. — Siden bedredes de økonomiske forhold i begge hjem, så at både Jens J. Bak og Niels J. Pind inden deres død regnedes blandt egnens mest velstående bønder.

Men har end hjemmene i Oustrup i begyndelsen af forrige århundrede oplevet de tider, som bedsteforældre til gråhårede, nulevende fortalte om: Tider med arbejde fra sol stod op til sol gik ned og med gennemført tarvelighed i klædedragt og nøjsomhed i husholdning, så ikke en kornkerne eller en krumme af "Guds Gaver" måtte gå til åpilde, så oplevede ægtefællerne i begge hjem tillige den lykke under stadig bedrede kår at opleve en række lykkelige arbejdsår med hverandre samtidig med, at der i hvert hjem opvoksede en flok raske, dygtige børn, hvis senere liv og færd talte til ære for roden, hvoraf de var rundet.

Skønt en del af egnens fæstegods efterhånden var

 

59

overgået til selveje, vedbliver Jens J. Bak at være fæstebonde til sin død, der indtraf 1. juli 1845. Månedsdagen derefter afholdes skifte efter ham. Skiftet er indført i Søbygaards skifteprotokol. Lavværge for enken er Peder Nielsen af Sorring, og værge for de to yngste døtre er deres farbroder Niels J. Bak i Dalby. Det samlede bo er opgjort til 2187 Rdlr., hvoraf fragår 811 Rdlr., og til deling bliver 1376 Rdlr. Tre af børnene er gifte og kræver intet ud over, hvad de allerede har modtaget, og moderen afrunder de øvrige børns arv, så sønnen Søren J. Bak får 400 Rdlr. og hver af de to ugifte døtre 200 Rdlr. Enken Else Marie Nielsdatter bliver ved gården, hvis Hartkorn er anført i skiftet: Gl. Hartk. 6 Td. 3 Skp. 3 Fdk., 2 Alb., og nyt Hartk. 7 Td. " Skp. 3 Fdk." Alb.

Snart efter er både denne gård og nabogården overgået til selveje, thi forinden Niels J. Pinds død 1856 har han delt Matr. Nr. 2 mellem sine tre sønner således, at sønnen Niels bliver i den gamle gård Matr. nr. 2a, Jens får Matr. nr. 2b., Knud Matr. nr. 2c og nybyggede gårde. Moderen Abelone Rasmusdatter bliver i den gamle gård og døde som opholdsenke hos sønnen i året 1859. Niels J. Pind’s 3 døtre blev alle gifte til gårde i egnen.

Med ovennævnte gamles død er den tid til ende, da fæstebonden "med øre knap for gøgens kuk" gik bag plov på herregårdsmarken; Enevælden ophører. Grundloven gives, og fæstegods overgår tid efter anden til selveje. Af dygtige præster, lærere (f. eks. degnen Schøler i Hammel) lærte bønderne, at agerbrug kunde yde ud over kummerlig føde, og for disse egnes vedkommende bliver det især kornavlen, som i de følgende år giver sølv på kistebunden for den bonde, der med hensyn til flid og nøjsomhed tager ved lære af sine fædre.

 

14. De to gamle gårde i Oustrup bliver selveje, deles og udflyttes.

Hvis sætningen: "Alle veje fører til Oustrup", — som afdøde folketingsmand N. Jensen i Toustrup engang

60

udtalte til en jagtfælle, — til en tid har haft en vis gyldighed, f. eks. da gården var fogedgård, så er det ikke mindre sikkert, at vejen, der førte til Oustrup i forrige århundrede(1800), hørte til de veje, ad hvilke egnens ungersvende ofte færdedes i bejlerfærd. Adskillige af de mænd, hvis navne blev kendt i videre kredse, og som endnu erindres af den ældre slægt, har hentet deres dygtige og gode hustruer fra de store og skiftende døtreflokke i Oustrupgaardene, og det er næppe for meget sagt, at når en vigtig og god sag i slutningen af forrige århundrede skulde fremmes i sogn og egn, da stod mændene fra Oustrup og de familier, med hvilke de havde slægtsforbindelse, sjælden eller aldrig i bagtroppen.

Det var i krigsaaret 1848, at den unge 29 årige Søren Jensen Bak af Oustrup i Røgen Kirke viedes til den 24 årige Johanne Christiane Pedersdatter af Gjern. Bragte det valg, Søren Bak havde truffet ved at ægte en fattig pige, ikke rigdom til huse, så synes til gengæld lykken at have stået de unge bi. Eftersom årene skred, øgedes velstanden i gården, og fire sønner og seks dygtige, stoute døtre opvoksede under gode kår i det solide, agtede bondehjem.

I de første år af Søren Bak’s og hustrus ægteskab havde de hjem i den gamle gård; men efter at den nye gård var færdig 1857, nedbrødes de gamle bygninger af Matr. nr. 1. Kun eet hus, i hvilket Søren Bak’s svigerforældre havde bolig på deres gamle Dage, lå endnu i nogle år på pladsen.

Forinden gården udflyttedes til et for marken heldigere beliggende sted, havde Søren Bak købt den af grevskabet. Den nye gård fik navnet Oustruplund, og af dens fire solidt byggede længer er laden og det grundmurede stuehus med den lange række symetrisk anbragte vinduer typiske eksempler på den byggestil, der almindelig gjaldt for jævnt store bøndergårde i slutningen af forrige århundrede(1800).

Om Husbondfolkene i den nye gård er der kun godt at melde. Søren Bak var efter udsagn af folk, der har kendt ham, en høj, kraftig mand, hvis ydre fremtræden var præget af ro og besindighed, egen-

 

61

Fortsat fra Side 52.

 

skaber, som muligvis var mere tilkæmpede end medfødte, hvilket til tider nok kunde spores i den dygtige, handlekraftige mands daglige færd. gårdens landbrug, såvel som dens heste- og kvægbesætning, var paa højde med tiden, dens hestebestand vist endog regnet for sognets bedste. S. B. havde, som det hedder, "hesteforstand" (kunde bedømme og vurdere heste) og synes at have set en ære i at eje sognets bedste køreheste. Det faldt derfor ligetil, at Oustruplunds flotte heste blev forspand for den vogn, Kong Frederik VII kørte i, da han engang gæstede egnen, og bønderne i den anledning kørte "Kongeægt".

Livet, som det levedes i Oustruplund i 60’erne og 70’erne af forrige århundrede — en tid, der måske tør betegnes som den danske bondes guldalder — synes at have udfoldet sig på den smukkeste måde som "et jævnt, muntert og virksomt liv", levet under gode ydre kår og under påvirkning af det åndsliv, de danske høj- og friskoler var med til at vække og værne.

Som samlende midtpunkt i gårdens pulserende liv stod husmoderen — i daglig tale kaldet Hhanne —en kvinde, om hvis praktiske dygtighed og vågne sans efterslægten kun har lovord at melde, og når både hun og hendes store døtreflok ejede den herlige evne at kunne færdes "med lige værdighed i borg og hytte", falder det ikke mærkeligt, at flere af de unge piger fra Oustruplund blev gift med mænd, hvis navne blev kendt i videre kredse, som: Folketingsmand N. Jensen Toustrup, direktør P. Eskesen, København, og gårdejer Mads Agger i Bøvling.

Foruden de her nævnte mænd var også landstingsmand Niels Poulsen i Røgen og folketingsmand Byriel Jensen i Lyngby ved slægtskabsbånd knyttede til familien i Oustruplund, idet førstnævnte var gift med Søren Bak’s søster og sidstnævnte med hans broderdatter fra Røgen.

Søren Bak døde i Oustruplund 1881, 62. år gl., og oplevede således ikke de dårlige Tider i 1880’erne og 90’erne. Hans hustru døde s. St 1891, 68 år gl. Hun var ved sin død aftægtskone hos svigersønnen Mikkel Mikkelsen, der havde overtaget gården efter Søren Bak’s død.

Den evne til fornuftig vurdering af tider og forhold, så stævne sattes efter evne, der havde fulgt gårdens brugere i flere led, synes gårdens nye ejer ikke at have været i besiddelse af, og da tiden, der fulgte efter hans overtagelse af gården, var vanskelig, idet den krævede en omlægning af bondens bedrift fra kornavl til kvægopdræt og smørproduktion, finder man vel her i nogen grad årsagen til, at hjemmet henimod krisens slutning trues med økonomisk

Side 62-63

sønner, og da gården nr. 1 allerede forud for Matr. 1844 kun havde 6 Td. 3 Skp. 3 Fdk. 2 Alb. hartkorn, måder i tiden mellem 1761 og 1844 være sket en omfordeling af de to gårdes hartkorn, idet hver af disse i 1767 havde 8 Td. 0 Skp. 2 Fdk. 2 Alb. hartkorn.

Da gården nr. 2 i henh. t. kortet af 1816 (se Side

49) havde to fæstere: Knud Rasmussen og Niels Jensen, må udligningen af hartkornet være sket før dette tidspunkt. Gaarden nr. 1 er vedblevet at være bortfæstet til een mand (enkeltgård) med ca. 61/2 Td. hartk., og gården nr. 2 har da som fæstegård med to fæstere fået tildelt ca. 10 Td. hartk,, og da Niels J. Pind i sine ældre år var eneejer af denne gård, bliver det hovedsagelig disse 10 Td. hartkorn, der deles mellem hans Sønner.

Efter at Søren Bak i 1857 har udflyttet sin gård, ligger bygningerne under Matr. nr. 2 ene tilbage paa den plads, hvor gamle Oustrupgaard havde ligget. Bygningerne holdes fremdeles i hævd til hen i 70’erne, men er da gamle og forfaldne. I denne gamle gård får den yngste af N. J. Pinds sønner, Niels Nielsen Pind, sit hjem, men kort efter, at broderen Jens omkring ovennævnte tidspunkt solgte sin gård Matr. nr. 2b til fremmede, købte Niels Nielsen Pind denne og flyttede derefter ind i denne gårds nye bygninger.

Hermed er den gamle gårds skæbne beseglet, og kort efter ligger kun en bunke syldsten tilbage på tomten. Efter den tid er der, som i begyndelsen af forrige århundrede, kun tre gårde i Oustrup, og alle er udflyttede.

Niels Nielsen Pind, født i Oustrup 1832, var en flink og livlig Mand. Han drev sin gård mønsterværdigt og blev i årenes løb en ret velstående mand. Men var han end fri for økonomisk tryk, slap han dog ikke for genvordigheder af anden art; en slags sygdom, der ytrede sig som angst for at være alene, bevirkede, at han om Sommeren, når han færdedes i marken, altid fulgtes af en lille tjenestedreng. Hans hustru Kirstine Christensen var født i Rødikgaard i Farre 1845 og omtales af mennesker, der har kendt kende, som en religiøst interesseret (Indre Mission),

djærv og dygtig kvinde. I ægteskabet var flere børn, af hvilke datteren Abelone blev gift og boede i Toustrup. En anden datter, Karen Marie, blev gift med Peder Jensen, som overtog gården, da Niels N. Pind ved hustruens død 1898 blev enkemand.

Niels N. Pind døde 1906, 74 år gl., og efter at Peder Jensens hustru var død 1910, blev gården 1912 afhændet til Marius Hansen, som 1928 solgte den til Holger Hansen, der nu er gårdens ejer.

I den østligste af de tre Oustrupgaarde, Matr. nr. 2c, kom Knud Nielsen Pind til at bo. Han var født 1829 og blev 1861 gift med den 20 årige Ane Kirstine Sørensen, en plejedatter af Jens Tind i Røgen. Efter at hun 1884 var blevet enke, styrede hun gården, indtil sønnen Niels Pind, født 1864, overtog gården 1891. Efter at Niels Pind og Hustru, Lene Mathiasen, født i Røgen 1866, i en lang årrække havde boet i gården, blev denne 1923 solgt til Peder Jensen fra Toustrup, blandt hvis stamfædre kan nævnes den første bærer af navnet Pind i Oustrup1) og tillige Bonden Niels Lett, der boede i Skibby, Harlev Sogn 1602, 2).

Hermed er fremdraget det væsentligste af, hvad der i gamle skriftlige meddelelser er fundet om Oustrupgaard og om personer og slægter, der fra 1555 indtil vor tid har boet på gården eller dens Jorder. Om de yngste slægtled er her kun meddelt enkelte og spredte oplysninger, idet opgaven her særlig har taget sigte på fra gamle arkivalier at fremdrage forlængst glemt og for vor slægt ukendt stof.

Skildringens første afsnit om herredsfogden Anders Bonde’s afstamning er medtaget bl. a. af den grund, at det sjælden lykkes med nogenlunde sikkerhed at kunne føre en ellers ukendt bondeslægts aner tilbage til tiden forud for år 1500.

Skade at intet synligt minde er bevaret om, hvor gården har ligget. Selv gamle syldsten, der i mands

1) Se Tavlen Side 58.

2) Tavlen Side 53 og Aarhus St. Aarb. 1928, Side 143 f. n.

66

minde fandtes på tomten, er forlængst borte, og de sidste synlige rester af gårdens gamle bygninger er vel enkelte såkaldte munkesten, der endnu er at finde i Oustruplund. Men, er der end ikke på tomten levnet sten tilbage af gård eller "Slots", så ejer sognet dog i den store, smukke ligsten i Kirkes Kor et over trehundredårigt minde fra den tid, da tråde af mange slags knyttede forbindelser mellem sogn og herred og den gamle fogedgård.

 

 

 

 

 

 

65

 

 

 

 

Retur til forsiden

Dette Websted blev sidst opdateret 09. april 2010